Fortsæt til indhold
Indland

Politiet hentede flygtninge på motorvejen i nat

Politiet måtte i nat lukke sydmotorvejen, fordi flere migranter befandt sig på vejen. Den er nu åben igen. Men politiet måtte være tydelig i deres kommunikation overfor flere af de immigranter, som befandt sig på motorvejen.

Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi valgte mandag aften kl. 20 at lukke sydmotorvejen af sikkerhedsmæssige årsager, fordi flere flygtninge på det tidspunkt stadig befandt sig på motorvejen. Den er nu åben igen.

Politikredsen fik med assistance fra andre politikredse i løbet af natten iværksat en indsats for at få migranterne samlet og bragt til modtagelsescentre, så motorvejen igen kunne åbne, efter at politiet havde sikret sig, at der ikke befandt sig flere derude.

Migranterne er blevet indkvarteret i modtagelsescentre.

”Vi har nu fået fragtet de udlændinge, der har befundet sig på vejene mellem Rødby og Sakskøbing, tilbage til Rødby, hvor de er ved at blive indkvarteret på en skole og i en hal i Rødby. Det har været en meget vanskelig opgave, som vi har forsøgt at håndtere med størst mulig empati og professionalisme, siger politiinspektør Kim Kliver.”

Han fortæller, at politiet i nat var nød til at være lidt mere tydelige i deres kommunikation overfor flere af de migranter som befandt sig på motorvejen, men ellers forløb natten uden væsentlige bataljer.

I alt ankom ca. 800 migranter til Rødby på Lolland i går. Omkring 300 flygtninge er videresendt til asylbehandling. Der er ca. 200 som befinder sig i modtagelsescentre, hvor de har sovet i nat. De skal registreres tirsdag.

Jyllands-Postens udsendte journalist Nola Grace Gaardmand var tirsdag morgen inde i en sportshal, som bliver benyttet som modtagelsescenter.

"Der lugtede indelukket. Omkring 100 immigranter lå på madrasser, hvor størstedelen er yngre mænd. Kl. 9.38 blev lyset tændt, og de er så småt ved at stå op nu"

Flere af migranterne var trætte efter deres rejse.

"To Røde Kors medarbejdere hjalp en ældre, haltende mand, som skulle på toilettet".

Politiet er massivt til stede i den lille gymnastiksal, hvor ca. 30 politifolk holder øje med migranterne.

Omkring 300 migranter er forsvundet i løbet af mandag og natten til tirsdag.

- Vi har fået forlydender om, at der har været flere private borgere, der har fragtet en del af migranterne videre. Det er måske det, der er sket på trods af vores advarsler om, at det faktisk er ulovligt, siger Kim Kliver.