Eksperter: Kommunes lobby-million var måske ulovlig
Det var muligvis ulovligt, da Varde Kommune brugte 1,1 mio. kr. på et lobbybureau for at redde sin kaserne, mener to eksperter. Fra kommunens side betegnes det som »en gråzone«.
Varde Kommune overskred med stor sandsynlighed grænsen for, hvad en kommune må anvende kommunale skattemidler på, da den for et par år siden betalte et lobbybureau 1,1 mio. kr. for at hjælpe med at redde den lukningstruede Varde Kaserne.
Det siger jurist Klaus Josefsen, efter at Jyllands-Posten i sidste uge skrev om sagen. Klaus Josefsen beskæftiger sig til daglig med kommunal forvaltningsret, dels som ekstern lektor i kommunalret på Aarhus Universitet, dels som advokatfuldmægtig i advokatfirmaet Njord Lawfirm.
I Varde mener man, at lobbyudgiften var relevant, fordi den hjalp med at redde en stor mængde arbejdspladser i kommunen.
»Dette argument er imidlertid ikke en juridisk relevant kommunal interesse, og anvendelsen af disse midler til bevarelse af en statslig forsvarsinstitution har derfor ikke været lovlig,« vurderer Klaus Josefsen.
Han forklarer, at det er statens og landspolitikernes opgave at placere kaserner, og derfor er lobbyudgifterne i hans øjne i strid med, hvad Varde må bruge penge på ifølge den såkaldte kommunalfuldmagt, der sætter de ydre grænser for kommunernes pengeforbrug.
»Hvis der ikke bliver grebet ind over for det her, så risikerer man en ustyrbar konkurrence, hvor kommunerne via kommunekassen konkurrer uhæmmet om at ”gøre sig interessante” i forhold til noget, der ikke er en kommunal opgave,« siger Klaus Josefsen, der eksempelvis forestiller sig en veritabel lobbykamp, når der – som den nye V-regering har proklameret – skal placeres statslige institutioner i andre kommuner end København.
Kommunalfuldmagten er ikke en eksakt tekst, som man kan slå op i, men en form for sædvaneret, der har udviklet sig over årene. Det er typisk Statsforvaltningen, der vurderer, om kommunerne går over grænsen.
I 2009 afgjorde man en klagesag over Sønderborg Kommune, som sammen med bl.a. en handelsstandsforening havde brugt penge på at påvirke en beslutning om et akutsygehus – herunder 341.575 kr. til »strategisk rådgivning og praktisk journalistisk assistance«. Dertil kom penge til borgermøde, annoncer, transport m.v.
Hospitalslobbyisme var o.k.
I afgørelsen opremses fuldmagtens grænser og de hensyn, der skal afvejes. »Det er dog fast antaget, at der ikke kan ydes tilskud alene med henblik på at få oprettet eller bevaret en statslig eller regional service i kommunen«, står der blandt andet.
Sønderborg Byråd forsvarede sig dengang med, at man havde »en indlysende interesse i, at sønderjyderne og lokalbefolkningen i Sønderborg Kommune opnår den bedst mulige tryghed ved sygehusstrukturen«.
Statsforvaltningen ”frikendte” Sønderborg og skrev, at det »ikke kunne udelukkes«, at det var lovligt for en kommune at gå ind i en sag om hospitalsplaceringer.
Klaus Josefsen mener, at afgørelsen er lidt uklart formuleret, men han er enig i den. Han bemærker, at hospitalsopgaven ligger i forlængelse af de sundhedsopgaver, som kommunerne har fået siden 2007.
»Men en kaserneplacering er en ren statslig/militær opgave. Det har intet at gøre med en kommune.«
Han påpeger, at der også findes eksempler på, at kommuner helt legitimt bruger penge på lobbyisme. Eksempelvis vurderer Klaus Josefsen, at det var fuldt lovligt, da Bornholms Regionskommune brugte knap 200.000 kr. på at omgøre et færgeforlig, for det er i en kommunes interesse at sørge for ordentlige trafikale forbindelser.
Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet er ekspert i kommunal styring. Ifølge ham taler det for Varde, at mange kommuner har erhvervschefer, der skal tiltrække (private) arbejdspladser. Imod taler, at Statsforvaltningen i 2009 skrev, at kommuner generelt ikke må yde tilskud til at tiltrække eller bevare en statslig/regional instans. Samlet vurderer Bukh, at der er risiko for, at fuldmagten er overskredet.
»Så hvis nogen klager til Statsforvaltningen – eller hvis Statsforvaltningen selv tager det op – så kan man ikke udelukke, at Statsforvaltningen kommer til den opfattelse, at det her faktisk ikke er lovligt,« siger han.
Varde: En gråzone
Vardes nu pensionerede kommunaldirektør Max Kruse forklarer, at det gik meget hurtigt, da lobbyisterne blev hyret, og der blev ikke lavet et juridisk notat.
»Vi har vores jurister – som jeg også spurgte – der sagde, at det er et gråzone-område,« siger Max Kruse.
Han forklarer, at gråzonen i hans øjne ikke er udgiftens art, men ånden i kommunalfuldmagten om ikke at bruge for mange penge:
»Der skal være proportioner i det. Og i dette tilfælde er det forfærdeligt mange penge at bruge. Men det er også en meget vigtig sag for kommunen,« siger Kruse, som til gengæld ikke ser problemer i at lobbyere for statslige arbejdspladser:
»Det mener jeg helt afgjort, at en kommune har en legal interesse i.«