Mere i løn skal få læger til udkanten
Socialdemokraterne vil lokke de praktiserende læger til yderområderne ved at give dem mere i løn.
De praktiserende læger skal have en bonus, hvis de vælger at arbejde i landets yderområder.
Sådan lyder det fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S), der mener, at en økonomisk bonus er et værktøj, der skal tages i brug for at skaffe de praktiserende læger, som landets yderområder og socialt belastede områder sukker efter.
"For os er det afgørende, at alle danskere - uanset hvor de bor i landet - har adgang til en praktiserende læge. Derfor foreslår vi, at læger i yderområderne og socialt belastede områder skal have en økonomisk bonus for at tage den opgave på sig i forhold til de læger, der befinder sig i de mere attraktive områder," siger han til DR Nyheder.
Udover at give de praktiserende læger i yderområderne mere i lønningsposen foreslår Socialdemokraterne også, at lægerne i de mere attraktive dele af Danmark skal have mindre.
Partiet vil dog ikke sætte et præcist beløb på, hvor meget en læge i yderområdet skal have mere i løn, og hvor meget en læge i de populære områder i landet skal trækkes.
"Men det skal være noget, der kan mærkes. Det skal være reelt motiverende," siger Nick Hækkerup.
Partiet fortæller, at det nye udspil kommer til at være udgiftneutralt. De ekstra penge til bonusser skal nemlig tages fra lægerne, der har arbejde i de attraktive områder.
Selvom Socialdemokratiet har fortalt, at det vil tage forslaget op til de næste forhandlinger med Praktiserende Lægers Organisation PLO, som er omkring 2017, så vil ministeren gå efter at indføre modellen hurtigst muligt inden da.
Det er ikke første gang, at debatten om, hvordan man kan få de praktiserende læger til at slå sig ned i yderområderne, er oppe og vende i medierne.
I sidste uge var den konstituerede formand for foreningen for kommende praktiserende læger, Lene Therkelsen, ude og sige, at hun bestemt ikke mente, at det var pengene, der kunne trække de praktiserende læger til yderområderne.
"Vores undersøgelser viser, at det ikke er lønnen, der betyder noget for vores medlemmer. Det, der betyder noget, er, at familierne trives. Der er simpelthen ikke de faciliteter derude, som skal til for at tiltrække den veluddannede arbejdskraft," sagde Lene Therkelsen til DR Nyheder.
For bare en uge siden kom PLO med deres forslag til, hvordan danskerne kan få en mere ligelig adgang til deres læge- og det var ikke det samme som sundhedsministerens.
"Når et ydernummer i et godt område, hvor lægerne gerne vil være, bliver ledigt, skal vi have modet til at flytte det til et område, hvor der er lægemangel. Hvis vi gør det, vil markedskræfterne hjælpe til, for prisen vil stige på praksis i de gode områder og dermed gøre det så dyrt, at det automatisk vil få nogle læger til at interessere sig mere for at slå sig ned lidt længere ude på landet," sagde de praktiserende lægers formand Christian Freitag til Jyllands-Posten.