Fortsæt til indhold
Indland

Regioner: Thorning forhindrer billigere medicin til alvorligt syge

Økonomi: Regionernes formand, Bent Hansen (S), kritiserer statsministeren for ikke at ville fravælge dyr medicin.

Martin Kaae | Thomas Vibjerg

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efterlyser lavere medicinpriser, men reelt står hun selv i vejen for, at det kan lade sig gøre.

Det siger både sundhedsøkonomer og statsministerens partifælle Bent Hansen, formand for Danske Regioner, som driver sundhedssystemet.

Da regeringen onsdag præsenterede sit sundhedsudspil, var det med klar afvisning af, at prisen må afgøre, om ny, dyr medicin skal anvendes.

Samtidig slog statsministeren fast, at medicinpriserne fremover skal være »mere rimelige«.

»Vi skal ikke sidde passivt og bare acceptere de priser, der er. Der skal selvfølgelig to til at handle, og derfor skal vi som samfund kræve lavere priser,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

Men det er ikke muligt at kræve lavere priser, hvis regionerne ikke kan afvise præparater pga. prisen. Forhandlingen er reelt umulig, mener Bent Hansen.

»I dag tager vi ikke hensyn til prisen overhovedet. Det gør stort set alle andre lande, og derfor er vi jo også nødt til at sige, at vi ikke har ubegrænsede midler,« siger Bent Hansen.

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen har også svært ved at se, hvorfor medicinalfirmaerne skal sænke priserne.

»Det har været meget fremme, at nordmændene får den dyre medicin billigere end os, og at vi skal blive bedre til at presse priserne ned. Men så længe vi ikke er villige til at bruge det ultimative våben – nemlig at afvise et produkt – kommer vi til at betale prisen,« siger han.

Niels Sonne, direktør i Amgros, der indkøber medicin til sygehusene, finder ikke meget realisme hos statsministeren.

»Så længe vi ikke har den store muskel – at vi kan fravælge medicin pga. prisen – er det ikke realistisk at presse prisen meget ned,« siger han.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) mener, at priserne kan presses, fordi producenterne gerne vil sælge.

»De står med et medikament, der har været hundedyrt at udvikle, og derfor vil de gerne have så stort et marked som muligt,« siger han.

Venstre afviser også, at medicin kan blive for dyr til de danske patienter.

Udgifterne til sygehusmedicin er ifølge Amgros steget fra 4 mia. kr. i 2007 til 7,2 mia. kr. i 2014.