Fortsæt til indhold
Indland

Sagesløs overfaldet af politiet i sit eget hjem

Betjent tog fejl af husnumre og tildelte sagesløs familiefar en flækket læbe.

En flækket læbe, der skulle sys med tre sting, og et par tænder, der sandsynligvis skal rodbehandles. Det indkasserede den 41-årige fynbo Tonni Stage, da en betjent fra Fyns Politis hundepatrulje søndag aften overfladt ham i hans eget hjem. Betjenten havde taget fejl af to husnumre og troede, at Stage var en indbrudstyv.

Ifølge Tonni Stage stod betjenten pludselig i hans bryggers og spurgte brysk: "Hvad fanden tror du, du laver?".

Tonni Stage forsøgte at forklare betjenten, at det var hans hjem, men den forklaring tog betjenten ikke for gode varer. I stedet pressede han Tonni Stage op mod væggen.

"Instinktivt begynder jeg at afværge og prøver at få ham væk. Samtidig går det op for mig, at manden har en politiuniform på, noget der bare gør mig endnu mere forskrækket. For jeg aner jo ikke, hvad jeg har gjort," forklarer Tonni Stage til fyens.dk.

Inden Tonni Stages kone, Tina Stage, kommer løbende fra husets førstesal og bekræfter hans identitet, når betjenten at vælte Tonni Stage om på gulvet. og i faldet flækker han overlæben og slår de to tænder.

I bryggerset finder Tina Stage betjentens glammende schæferhund og Tonni Stage, der ligger under betjenten, som stadig afviser at tro på, at han rent faktisk er husets beboer.

Først da hun begynder at råbe, at det er hendes mand han ligger ovenpå, og hvad pokker han foretager sig, går det op for betjenten, at det er den forkerte person han har fat i.

"Er det her ikke nummer seks," spørger betjenten Tonni Stage, hvilket han afkræfter, for han bor nemlig i nummer tre.

I samme øjeblik får betjenten en radiomelding, der får ham til sammen med hunden at forlade huset i løb.

Da den rigtige indbrudstyv senere er pågrebet kommer betjenten tilbage og beklager.

"Han tilbyder at skaffe en vogn, der kan køre mig på skadestuen, men det siger jeg nej til," forklarer Tonni Stage.

"Jeg var stadig i chok og ville bare have betjenten så langt væk som muligt."

Fyns Politi bekræfter fejltagelsen, men ønsker ifølge fyens.dk ikke at kommentere sagen yderligere, da Tonni Stage har klaget over betjentens opførsel til Det Uafhængige Politiklagenævn.

"Jeg er ikke ude efter en erstatning. Jeg vil bare have, at betjenten bliver stillet til ansvar. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan en betjent kan overfalde mig i mit eget hjem uden at spørge om legimitation af nogen slags," siger Tonni Stage.