Kvinder med kræftrisiko måtte vente alt for længe på undersøgelse
432 kvinder i Region Hovedstaden måtte vente op til fire måneder på en indkaldelse til screening for brystkræft.
Næsten 500 kvinder i Region Hovedstaden måtte vente op til fire måneder på den afgørende røntgenundersøgelse, der skulle være med til at afgøre, hvorvidt de havde brystkræft eller ej.
Sådan lyder det i en redegørelse fra administrationen til politikere i regionens kræftudvalg ifølge Berlingske.
I Region Hovedstaden blev knap 1.000 kvinder diagnosticeret med brystkræft ved den sidste screeningsrunde.
Omkring halvdelen af disse kvinder oplevede altså forsinkelser på helt op til fire måneder, og er dermed blevet indkaldt for sent til de røntgenundersøgelser, som skal afsløre de første tegn på brystkræft.
Det kritiseres af en overlæge i Kræftens Bekæmpelse.
"Det er ikke acceptabelt med disse forsinkelser. Det er vigtigt, at kvinderne indkaldes til tiden – både for at canceren ikke får tid til at udvikle sig og for at sikre en høj deltagelse i programmet. Det kræver, at der er tillid til kvaliteten af det, og derfor er det også vigtigt at få rettet op på situationen," siger Iben Holten til avisen.
Det drejer sig om 432 kvinder, der er blevet diagnosticeret med brystkræft efter at være blevet indkaldt for sent til den screening, som alle danske kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes med to års mellemrum.
Ud af de 432 har 213 af kvinderne oplevet en forsinkelse på under en måned, mens de resterende 219 kvinder har ventet i over en måned på indkaldelsen. For kvinder, hvor forsinkelsen har været på under en måned, vurderer en faglig person over for avisen, at det ikke har nogen konsekvenser for udviklingen af kræft. Men for dem, der har ventet længere tid, kan der ikke udelukkes, at kræftknuden kan være vokset under ventetiden.
Iben Holten slår dog fast over for avisen, at kvinderne ikke har fået kræft af at vente på indkaldelsen.
"Det er vanskeligt at sige, hvad konsekvenserne har været for de kvinder, som har ventet længst. Det kræver en individuel vurdering. Men teoretisk set er der en mulighed for, at sygdommen kan være så fremskreden, at det har ændret nogle kvinders overlevelsesmuligheder," siger hun.
Ifølge redegørelsen fra administrationen til politikere i regionens kræftudvalg skyldes forsinkelserne, at der er kommet flere kvinder i aldersgruppen og flere deltagere i programmet.
Derudover har man ikke udbygget kapaciteten samtidig med den stigende efterspørgsel, hvilket har gjort, at der er opstået længere ventetider end normalt.
De Konservatives Mette Abildgaard, der er formand for kræftudvalget i Region Hovedstaden, fortæller, at det er "dybt uacceptabelt", og at der skal gøres noget ved problemet.
Dermed er der nu blevet sat flere penge af til screeningsprogrammet. Dog kan det komme til at tage lidt tid, før alle de danske kvinder i Region Hovedstaden vil blive indkaldt til undersøgelse til tiden.
Formanden fortæller til avisen, at der er blevet kigget på, om de pågældende kvinder kan få en erstatning. Men det regner hun ikke med bliver muligt, da forsinkelsen skyldes "ressourcemæssige begrænsninger" og ikke fejloperationer - eller det som ligner.