Fortsæt til indhold
Indland

Endnu en gang er foldeknive kendt ulovlige i retten

Der er mandag eftermiddag faldet dom i endnu en sag om de omtalte foldeknive, der har skabt debat om, hvor meget almindelige mennesker skal genereres, fordi politikere vil undgå knive i nattelivet.

Retten i Odense afsagde mandag klokken 13 dom i en sag, hvor indehaverne af Tommerup Jagt & Fiskeri, Steen Juul Riishede og hustru Hanne Juul Riishede, var tiltalt for at besidde 44 ulovlige knive med tanke på videresalg.

Deres advokat, Jakob Lund Poulsen, oplyser til Jyllands-Posten, at tiltalte dømmes til at skulle betale en bøde på 100.000 kr.

Sagen er den anden i af flere sager om foldeknive, som er produceret til at være tohåndsbetjente, men som ved nærmere undersøgelser viser sig at kunne åbnes med én hånd og dermed er ulovlige, idet knivloven siger, at enhåndsbetjente foldeknive er ulovlige at besidde.

Som Jyllands-Posten kunne fortælle i sidste uge tog den første sag sin begyndelse med en ransagning hos knivforhandler Jørgen Hanghøi i 2012 og sluttede sidste sommer med, at Hanghøi blev dømt og skulle betale en bøde på 50.000 kr. samt sagens omkostninger i Østre Landsret. Dommen er endelig, da Procesbevillingsnævnet har afvist at sende den videre til Højesteret.

Denne tolkningen af knivloven har vakt undren hos bl.a. Venstre og Danmarks Jægerforbund, der mener, at det kriminaliserer en lang række knive, man hidtil har anset som lovlige. I visse tilfælde kan f.eks. hobbyknive, spejderdolke og proptrækkere med en folieknive kendes ulovlige, da de kan åbnes med bare en hånd.

Sagen fra Tommerup Jagt & Fiskeri var mandag i sidste uge for byretten i Odense, og både anklager og forsvarer var enige om, at knivene er ulovlige, hvis man følger bogstaverne i lovgivningen, specifikt i bekendtgørelse 1.248, der udmønter våbenloven.

Her er der i § 16, stk. 1, nr. 5 beskrevet et forbud mod »enhåndsbetjente foldeknive, der er konstrueret således, at klingen i normal stand kan foldes ud ved brug af én hånd«.

Advokat Jakob Lund Poulsen argumenterede i retten i sidste uge for, at klienten ikke vidste, at han brød loven. Og efter domsafsigelsen i dag, mandag, sagde han, at der i dommen er taget hensyn til dette.

»Retten fandt, at der var handlet uagtsomt ift. indkøb af knivene,« siger han og påpeger, at han ikke synes, problemet ligger i, at retten dømmer ud fra den gældende lovgivning.

»Man er nødt til at se på den her bekendtgørelse, for den virker ikke kun efter hensigten, som jo oprindeligt var at afholde folk fra at stikke hinanden ned i nattelivet.«

Den ene indehaver af Tommerup Jagt & Fiskeri, Hanne Juul Riishede, er ikke overrasket over sagens udfald, der også indebærer, at de skal betale sagens omkostninger på cirka 50.000 kr.

»Vi er jo magtesløse. Dommeren er retfærdigt nok nødt til at skele til sagen fra landsretten, men jeg synes, det er så frustrerende, at loven ser ud, som den gør,« siger hun og henviser til, at alt for mange uskyldige mennesker rammes.

Hun fortæller, at hendes mand Steen Juul Riishede senere i dag skal drøfte med sin advokat, om dommen skal ankes.

»Dommen skal lige bundfælde sig. Det har været nogle travle dage, men det ville overraske mig meget, hvis vi ikke anker.«

Nationalt Kriminalteknisk Center under Rigspolitiet er i øjeblikket i gang med at undersøge en række foldeknive. Sålænge undersøgelsen pågør vil Justitsministeriet ikke melde noget ud om, hvorvidt bekendtgørelsen skal ændres.