Dansk universitet åbner nyt dronecenter
Dronecenteret skal samle nogle af verdens førende kræfter med ekspertise inden for ubemandede luftfartøjer.
Man kan efterhånden købe dem for en flad plovmand og få stillet lysten ift. liret legetøj. Men droner er mere end legetøj og militære redskaber.
For nylig løftede Syddansk Universitet sløret for, at de åbner op for en ny uddannelse i droneteknologi. Uddannelsen er den første af sin art i Europa, og nu viser det sig, at uddannelsen bliver del af et helt dronecenter med beliggenhed i Odense.
Centeret skal samle forskningskræfter på området og agere bindeled til erhvervslivet.
Navnet på centeret bliver SDU UAS (Unmanned Aerial Systems), og den tidligere oberstløjtnant i det amerikanske marinekorps Brad Beach er netop blevet ansat som centerleder.
Den tidligere oberstløjtnant kommer til at bidrage med stor international erfaring fra branchen gennem sin seneste stilling som operativ chef for det amerikanske militærs UAS-skole.
”Dronecenteret skal samle nogle af verdens førende kræfter med ekspertise inden for ubemandede luftfartøjer. Det gælder både inden for forskning, uddannelse og konkret erfaring med at udvikle og operere droner. Derfor er Brad Beach et helt naturligt og stærkt valg til stillingen, siger fakultetets dekan Henrik Bindslev om valget i en pressemeddelelse fra SDU.
Brad Beach har 30 års konkret erfaring med luftfart fra USA. Han er uddannet pilot og har tidligere fungeret som Unmanned Aircraft Systems-programleder i det amerikanske marinekorps med ansvaret for tiltag og investeringer for 1,5 milliarder dollars.
Det overordnede mål med det nye dronecenter er at fremme dronebranchen. Det vil man bl.a. gøre gennem samarbejde med erhvervslivet og ved hjælp af de nationale dronetestfaciliteter, der er placeret i HCA Airport lidt uden for Odense.
”Et stærkt droneforskningscenter kan styrke erhvervet og udviklingen, som kan skabe arbejdspladser og vækst. Sideløbende starter vi en ny droneuddannelse, så vi kan blive ved med at understøtte et stærkt uddannelses- og forskningsmiljø og kan levere innovative ingeniører med specialisering i droner,” siger Henrik Bindslev til SDU.
Opgørelser fra EU vurderer, at droner udgør 10 pct. af det samlede luftfartsmarked om 10 år, hvilket vil sige en industri på 15 milliarder euro årligt.