Ulven var næppe i villahave
Det døde rådyr, der blev fundet i en villahave i Kolding er næppe blevet dræbt i haven.
Det andet af de tre døde rådyr fra Kolding, som genetikere fra Aarhus Universitet har fastslået, blev dræbt af en ulv, er næppe blevet dræbt i den villahave, hvor liget blev fundet. Det er flere biologer enige om.
I modsætning til findestedet for de to andre rådyr er der ingen spor efter kamp og ingen blod og hår i forhaven på Rædersvej, og naturvejleder Jørn Chemnitz fra Kolding Kommune fortæller til Jyllands-Posten, at der var tydelige slæbespor fra nabohaven til der, hvor dyret blev fundet.
Derfor er den afgnavede bagende af rådyret sandsynligvis blevet slæbt ind i haven af en hund eller en ræv, mener en af Danmarks førende ulveeksperter, Mark Desholm, som er ph.d. i vildtbiologi fra Aarhus Universitet.
Den hypotese er biolog Mette List fra Kolding Kommune enig i.
”Vi ved ikke, hvor rådyret blev dræbt af ulven, men vi hælder mest til, at det er sket i nærheden af findestederne for de to andre rådyr i den nordlige ende af Marielundskoven,” siger hun til Jyllands-Posten.
På det første af de to andre findesteder er ulven sandsynligvis blevet forstyrret, lige efter den har dræbt rådyret, for her havde den kun nået at bide hovedet og det ene forben af dyret. Det fik i første omgang biologerne i Kolding Kommune til at tro, at det var en omstrejfende hund, som havde nedlagt rådyret.
Det sidste af de tre døde dyr, der blev fundet i den vestlige ende af Bramdrup Skov, var tydeligvis blevet dræbt på stedet, og her har ulven haft tid til at fortære næsten hele dyret.
Selvom ulven har været meget tæt på bebygget område, så er der ifølge Mark Desholm ingen overhængende fare for, at man ser ulve udvikle sig til by-ulve på samme måde, som man har set det med ræve, der bor og ofte ses midt inde i storbyer.
”Ulven er utroligt sky og har langt bedre sanser end mennesker. Derfor hører, lugter og ser ulve os, lang tid får vi får øje på dem,” forklarer han.
Han mener derfor ikke, at der er noget unormalt i, at en ulv har jaget så tæt på byen, som det er tilfældet i Kolding.
”Der er sandsynligvis tale om et enkeltindivid, der er blevet udstødt af en flok, og som nu er ude og lede efter et nyt revir. Den slags ulve kan tilbagelægge op til 70 kilometer om dagen, så den er ganske sikkert langt væk fra Kolding nu,” mener Mark Desholm.