Tusinder af englændere skal på krydstogt til Hundested

Syv års ihærdig indsats for at gøre Hundested til krydstogtdestination har endelig båret frugt.

Artiklens øverste billede
Det er ikke lige til at se det, men fra foråret 2016 er Hundested en ny krydstogtdestination, som, hver gang en luksusliner anløber havnen, er parat til at servicere 2.000 turister på en gang.

I foråret 2016 anløber det første af tre engelske krydstogtskibe Hundested Havn, og når de 2.000 passagerer går i land, står borgmester Steen Hasselriis klar med nypudset borgmesterkæde for at trykke hver enkelt i hånden og byde dem velkommen til en anderledes krydstogtdestination.

Syv år har Hundested Havn, Hundesteds handelsstandsforening, Halsnæs Kommune og turistorganisationen Visit Nordsjælland målrettet arbejdet på at gøre krydstogtrederier interesserede i det lille fiskerleje ved Isefjordens munding, og nu har indsatsen endelig båret frugt.

Borgmester Steen Hasselriis er forståeligt nok temmelig begejstret.

"Siden færgeruten fra Hundested til Grenå stoppede i 1996, har kommunen og lokale kræfter kæmpet for, at få Hundested tilbage på landkortet, og det ser nu ud til, at indsatsen belønnes," siger han til Jyllands-Posten.

Steen Hasselriis mener, at byen med sine 8.500 indbyggere kan tilbyde en anderledes oplevelse til krydstogtgæsterne.

"Vi har et uspoleret lokalmiljø med en masse aktiviteter og tilbud til turisterne, og samtidig kan man nå andre seværdigheder i Nordsjælland med bus på under en time," forklarer han.

Han peger endvidere på, at Hundested har noget, som den anden nordsjællandske krydstogthavn, Helsingør, ikke har.

"Hos os kan skibene lægge helt til kaj, og passagererne kan gå fra borde. Det kan de ikke i Helsingør. Der skal de sejles ind i mindre både," siger han.

De seværdigheder, som krydstogtrederierne Saga Cruise og Fred Olsen Line og de lokale kræfter i Hundested tror på kan tiltrække bådladninger af turister, er blandt andet en årligt tilbagevendende sandskulpturfestival, polarforskeren Knud Rasmussens hus, som ligger i gåafstand fra havnen, og hvor der i dag er museum for polarforskning samt det lokale mikrobryggeri, Halsnæs Bryghus.

"På bryghuset kan turisterne få en planke med fire forskellige lokale øl. Det vil bestemt være noget, der interesserer de engelske turister," mener Annette Sørensen, der er direktør for Visit Nordsjælland.

De tre anløb i 2016 er blot starten på noget, som både Steen Hasselriis og Annette Sørensen håber bliver meget større.

"Lige nu er Hundesteds havnechef, Søren Brink og Visit Nordsjællands udviklings- og markeringchef, Birgitte Bergman, i Miami i USA, hvor de deltager i verdens største krydstogtkonference. Her har de henover adskillige dage arrangeret møder med forskellige krydstogtrederier. Det har vi store forventninger til," forklarer hun entusiastisk.

Annette Sørensen forventer, at de mange krydstogtgæster i Hundested vil få en afsmittende effekt på de andre nordsjællandske turistdestinationer.

"Udover det lokale miljø i Hundested, vil krydstogtgæsterne have mulighed for at tage på tur ind i landet til Kronborg, kunstmuseet Louisiana, Frederiksborg og Fredensborg slotte. Og så har Nordkysten nogle fantastisk flotte strande. Det betyder, at hele Nordsjælland vil få glæde af Hundesteds ny status som krydstogtdestination," pointerer hun.

Sammen med den lokale handelsstandsforening, Hundested Erhverv, vil Visit Nordsjælland i den kommende tid holde introduktionskurser for de forretningsdrivende i byen. Det skal sikre, at hele Hundested er parat, når borgmesteren trykker de første turister i hånden.

"Der vil vi lære dem om godt værtsskab og om, hvordan de bedst hjælper krydstogtgæsterne til at få en god oplevelse. Når turisterne føler, de bliver vel modtaget, så kommer de igen, og de anbefaler destinationen til andre," forklarer Annette Sørensen.

En af de krydstogtture, der lægger til i Hundested, er Fred Olsen Lines, "Fjords of Denmark". Med udgangspunkt i den engelske havn Southampton kan man på 9 dage via Kielerkanalen opleve Aabenraa, Hundested, København og Aalborg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.