Administrativ fejl kan koste Københavns Kommune flere millioner
Afgørelse fra Ankestyrelsen dømmer administrativ fodfejl til flere kommuner i forbindelse med gensidig forsørgerpligt.
Enhedslistens gruppe i Københavns Borgerrepræsentation kan ikke få svar på, om Københavns Kommune har begået den samme administrative fejl, som har kostet flere andre danske kommuner millionbeløb.
Flere kommuners håndtering af reglerne om gensidig forsøgerpligt for samlevende par på kontanthjælp er blevet underkendt af Ankestyrelsen. Derfor skal kommunerne nu efterbetale kontanthjælp til en række kontanthjælpsmodtagere.
Således skal Norddjurs Kommune, efter at have fundet 112 sager med fejl, efterbetale cirka 2,8 mio. kr. i kontanthjælp, og Helsingør Kommune skal ifølge Avisen.dk efterbetale til cirka 50 par, som hver skal have mellem 10- og 50.000 kr.
Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Ninna Hedeager, spurgte den 16. februar kommunens beskæftigelses- og integrationsforvaltning, om den kendte til sager, hvor Københavns Kommune havde begået den samme administrative fejl, som Norddjurs Kommune, men trods en otte dages svarfrist, har forvaltningen endnu ikke svaret på Ninna Hedeagers spørgsmål.
"Det giver os bestyrket mistanke om, at det er mange københavnske kontanthjælpsmodtagere, der ofre for fejl i sagsbehandlingen om gensidig forsørgerpligt. Hvis forvaltningen har rent mel i posen, er det jo enkelt at svare, at der ikke er begået fejl. Men når de ikke lægger kortene på bordet, får vi mistanke om en brøler i millionklassen," siger Ulrik Kohl, der er beskæftigelsesordfører for Enhedslisten i Borgerrepræsentationen.
Ulrik Kohl mener, at det potentielt kan dreje sig om op imod 1.000 kontanthjælpsmodtagere, der skal have efterbetalt kontanthjælp, fordi kommunen i forbindelse med vurderingen af gensidig forsøgerpligt, ikke har overholdt god forvaltningsskik.
"Hvis det viser sig, at kommunen har brudt loven, kan det dreje sig om et tocifret millionbeløb, som Københavns Kommune skal betale tilbage til byens kontanthjælpsmodtagere, ", siger Ulrik Kohl.
Kravet om tilbagebetaling, som har ramt flere kommuner, er opstået, fordi Ankestyrelsen i august 2014 afgjorde, at det er ulovligt, hvis en kommune i forbindelse med en afgørelse om gensidig forsørgerpligt kun underretter den ene part i de par, som kommunen vurderer, lever i et ægteskabslignende forhold, og derfor har pligt til at forsørge hinanden.
Hvis kommunerne ikke har fulgt Forvaltningsloven og sørget for at begge parter blev hørt og kendte til det materiale, kommunen baserede sin afgørelse på, inden kommunen traf sin afgørelse, er afgørelserne ugyldige, bestemte Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen har ikke taget stilling til, om kommunernes afgørelse er korrekt, men udelukkende forholdt sig til den administrative praksis, hvor loven kræver, at begge parter høres.
Anna Mee Allerslev, Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, kan trods de otte dages svarfrist, i dag ikke svare på, om borgere i Københavns Kommune kan se frem til efterbetaling af kontanthjælp.
”Lige som andre kommuner kigger vi lige nu sager med gensidig forsørgerpligt igennem. Vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt. Men vi arbejder benhårdt på at få et fuldstændigt overblik.”, skriver hun i et svar til Jyllands-Posten.