Fortsæt til indhold
Indland

Hele Danmark samler ind efter Nakskov-brand

Over 90.000 kr. er på et døgn strømmet ind efter den tragiske brand, der kostede en voksen og fire børn livet i fredags.

"Jeg er uden ord over al den opbakning, og jeg havde slet ikke regnet med, at hele Danmark ville bakke op om dette her."

Sådan lyder det fra Michael Baruch fra Nakskov, der for lidt over et døgn siden satte sig for at indsamle penge til de efterladte efter den tragiske brand i Nakskov, der i fredags kostede en voksen mand og fire mindre børn livet.

Onsdag middag havde 3.000 personer meldt sig ind i hans Facebook-støttegruppe, og hundreder af små og store støttebeløb har fået det samlede indsamlingsbeløb op på 90.000 kr.

Hans gode ven, Lars, mistede sine to drenge på fire og otte år, Tobias og Viktor, under branden.

Lars' kammerat, som var på besøg med sine to børn, omkom sammen med sine børn, da han forsøgte at redde alle fire børn ud fra den voldsomme brand på Mosevej i Nakskov.

"Lars er min bedste ven, og han har mistet alt. Så jeg tænkte, at det vi venner kan gøre er at hjælpe, så han ikke skal spekulere på, hvordan man får penge til begravelsen. Det hele er brændt, og der kan jo nemt gå hen ved et år, inden forsikringsselskabet er færdig," forklarer Michael Baruch.

Efter den overvældende tilslutning fra danskere fra hele landet har han dog besluttet, at det indsamlede beløb skal fordeles ligeligt mellem hans ven, Lars, og børnenes mødre.

"Jeg vil ikke gøre forskel på nogen," forklarer han.

Han fortæller, at donationerne ikke begrænser sig til penge, men også omfatter naturalier og tjenesteydelser.

"Folk holder loppemarked i Randers, og andre har meddelt, at de kommer ned med nogle ting. En café i Nakskov har doneret smørrebrød til begravelsen, så familien ikke skal tænke på det, og Frelsens Hær har doneret tøj og møbler," fortæller Michael Baruch.

Kort efter at nyheden om den tragiske brand begyndte personlige hilsener, blomster og lys at fylde fortovet foran brandtomten på Mosevej i Nakskov.

De omkomne er endnu ikke begravet, da obduktionen trækker ud. Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skyldes det sagens store omfang og kompleksitet.

"Vores undersøgelser er fortsat ikke færdige, men vi arbejder på højtryk, så vi snart kan melde mere ud," siger Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør og efterforskningsleder, onsdag middag til Ritzau.

Imens sørger Nakskov og omegn over de omkomne. Brandtragedien mindes i aften kl. 19.00 ved en mindegudstjeneste i Skt. Nikolaj Kirke i Nakskov, og på fredag er der anmeldt et fakkeltog i Nakskov fra kl. 17.00.

LINK: Facebook-gruppe for fakkeltog på fredag i Nakskov