Derfor er vi Jyllands-Posten
Hvad betyder det at være Jyllands-Posten? Hvad er det for kerneværdier, vi aldrig vil give køb på? Vi offentliggør i dag Jyllands-Postens ”lille grønne”.
Det ligger i sproget. Ofte kan vi ikke lade være med at omtale os selv som en avis, hvad vi jo naturligvis stadig er, men vi er også meget mere i dag.
Jyllands-Posten er et mediehus, som ud over den daglige avis leverer journalistik til mobiler, tablets, tv og alle mulige andre digitale platforme.
Danskernes medievaner ændres hastigt i disse år. Det giver os nye muligheder, og vi har i flere år haft fokus på at forbedre vores digitale tilbud med lanceringen af Finans, Premium, styrkelsen af web-tv og indførelsen af nye deadlines for kvalitetsjournalistik på nettet morgen, middag og aften. Vi har også søsat JP Tablet-app’en for at give vores Premium-abonnenter en bedre læseoplevelse på de tablets, som stadig flere af os bruger i dagligdagen.
Nu er flere forandringer og forbedringer på vej; også til vores go’e gamle avis.
Dem vil vi fortælle mere om fra i morgen, men først vil vi gerne fortælle om det, som alting begynder med for os: vores redaktionelle grundværdier.
Vi har hen over det seneste år på redaktionen ført lange diskussioner om dette værdigrundlag for at nå frem til en tekst, der kan udtrykke vores publicistiske grundessens. Vi kalder i det daglige denne tekst vores ”lille grønne”; opkaldt efter Jyllands-Postens grønne farve – og ikke uden et stænk af selvironi.
”Den lille grønne” sætter ord på, hvorfor Jyllands-Posten overhovedet findes. Den udtrykker idealer, som ikke er til forhandling, og som heller ikke bliver bøjet under pres fra tidsånd, økonomi eller teknologisk udvikling. ”Den lille grønne” opstiller således nogle afgørende rammer for Jyllands-Postens udvikling de kommende år.
Det er vigtigt for os, at der ikke hersker tvivl om, hvad Jyllands-Posten står for i denne forandringens tid. En stribe medieskandaler har verden over givet pressen et dårligt ry, og der er hver dag udfordringer af gamle journalistiske dyder på nettet, hvor udokumenterede påstande ofte får lov til at florere på sociale medier, før de bliver overtaget af mere etablerede mediehuse.
Jyllands-Posten forsøger i den sammenhæng at stå som et etisk fyrtårn. Vores journalistiske faglighed er højt respekteret. Vi præmieres for vores undersøgende journalistik, og vi står klippefast på vores etiske principper.
For os er troværdighed og ordentlighed helt afgørende for både vores selvforståelse og vore visioner for Jyllands-Postens plads i det danske mediebillede.
Det er klart, at de principper, som opstilles i vores ”lille grønne”, stiller høje krav til os. Man vil kunne finde eksempler, hvor vi ikke kan leve op til alle målsætninger – og ikke kun når det gælder vores beslutning om for tiden ikke at genoptrykke Muhammed-tegninger. Men vi vil gerne måles på de idealer, som vores redaktionelle værdier repræsenterer. Det er den målestok, som vi dagligt anvender i vores arbejde på redaktionen, og derfor har vi ikke noget imod, at andre også vil holde os oppe på vores værdier.