Fortsæt til indhold
Indland

Sygdomsramt 17-årig forsvundet på 12. døgn

Mette Hoffmann forsvandt fra familiens hjem kort tid inden hun skulle tilbage til behandling for livstruende anoreksi.

Et fortvivlet forældrepar sidder på 12. døgn i Nordsjælland og frygter for deres forsvundne datters skæbne.

Karina og Jon Hoffmanns datter, den voldsomt anoreksiramte Mette på 17 år, forlod hjemmet i Fredensborg lørdag den 6. december for at se til nogle kattekillinger hos en nabofamilie.

Datteren var på hjemmebesøg undervejs i en årelang sygehusbehandling for den alvorlige spiseforstyrrelse, og det var meningen, at hun med forældrene skulle være kørt tilbage til sygehuset for at fortsætte anoreksi-behandlingen.

Mette Hoffmann

Men hun vendte aldrig tilbage, og siden er der stort set ingen, der har set eller hørt fra den lille og ekstremt undervægtige pige, som har svært ved at klare sig selv på grund af sin sygdom.

Har ikke lyst til at tage på

Mettes mor, Karina Hoffmann, fortæller, at datteren har lidt af anoreksi i årevis.

Fra tid til anden er hun indlagt til behandling for sygdommen, og hun var hjemme på weekendbesøg fra en sådan behandlingsperiode, da hun forsvandt.

”Hun er meget syg af sin anoreksi, og sygdommen får anoreksiramte som Mette til alt muligt mærkeligt, fordi de ikke ønsker at være på hospitalet. Hun skal jo spise og tage på derinde, og det er derfor, at hun stikker af,” forklarer Karina Hoffmann.

Datteren har tidligere kunnet finde på at smutte fra behandlingen, når den gik hende på, fortæller hun. Men denne gang er anderledes.

”Hun har tidligere været væk en dag eller to, men hun har altid haft kontakt til mig, sms’et eller ringet sammen. Og hun kom jo altid tilbage. Men nu er der overhovedet ingen kontakt, og hun har været væk i snart to uger,” siger Karina Hoffmann med bekymring i stemmen.

Forældrene har siden lørdag den 6. december brugt de fleste af døgnets lyse timer på at lede efter datteren i nærområdet ved hjemmet, i butikscentre og togstationer samt i området ved Valby, hvor der sidste var kontakt med hendes mobiltelefon den dag, hun forsvandt.

Kun ganske få holdepunkter

Venner, familie og kolleger har hjulpet, og Nordsjællands Politi har sat ressourcer ind i eftersøgningen af Mette. Senest har den private organisation Missing People kastet sig ind i arbejdet med at få kortlagt den 17-årige piges færden.

Hun er meget syg af sin anoreksi, og sygdommen får anoreksiramte som Mette til alt muligt mærkeligt, fordi de ikke ønsker at være på hospitalet. Hun skal jo spise og tage på derinde, og det er derfor at hun stikker af
Karina Hoffmann. mor til den forsvundne Mette

Mettes forsvinden er beskrevet i flere medier, og forældrene optrådte forleden på TV 2/Lorry med en appel til datteren og hendes eventuelle venner om at vende tilbage - uden at det dog kastede nye informationer af sig.

Nordsjællands Politi har stadig kun enkelte spor og faste holdepunkter i sagen: Mette blev set i et s-tog lørdag den 6. december, og senere samme dag kom de sidste signaler fra hendes mobiltelefon fra et sted i Valby-området.

Offentligheden har bidraget med en række tips til politiet, men ingen af dem har bidraget til at kaste lys over Mettes forsvinden.

Vi tror stadig ikke på, at der er sket en forbrydelse
Henrik Hattel, politikommissær, Nordsjællands Politi

”Der er kommet tips fra hele landet fra folk, der mener, at de har set hende. Men det kan bare ikke passe alt sammen, idet hun så skulle have været rigtig mange steder i landet – og i flere tilfælde også to steder samtidig,” siger politikommissær Henrik Hattel, Nordsjællands Politi.

Politiet er i øjeblikket i gang med at gennemgå en udskrift af Mettes computer - primært med henblik på at fastslå, om hun har ført private samtaler med nogle personer op til sin forsvinden.

”Vi tror stadig ikke på, at der er sket en forbrydelse,” siger Henrik Hattel, og den vurdering er Karina Hoffmann enig i.

Har I nogen idé om, hvor hun kan være henne?

”Overhovedet ikke, og det er det der gør det så svært. Men vi tror ikke, at hun er taget et sted hen, hvor hun ikke bare kender lidt til forholdene. Jeg tror ikke, at hun er et helt fremmed sted; men jeg ved det jo ikke, for jeg havde jo heller aldrig drømt om, at hun ville forsvinde på denne måde,” siger Karina Hoffmann.

”Det hele er så urealistisk...”

”Det hele er så urealistisk, mærkelig og unormalt, så det er svært at vide, hvordan hun tænker lige nu,” siger den bekymrede mor fra Fredensborg.

Mette beskrives af politiet som ca. 152 cm høj, meget spinkel af bygning og med langt lyst hår. Da hun forsvandt, var hun iført sort, kort dynejakke med pelskrave, blå cowboybukser og brune vinterstøvler.

Karina Hoffmann mener, at man nemt ville kunne genkende Mette, hvis de ser hende i gadebilledet.

”Mette er ekstremt undervægtig, og det er meget tydeligt at se,” siger Karina Hoffmann.