Fortsæt til indhold
Indland

"Mediernes skurke" vil give deres syn på skattesagen

To af hovedpersonerne i Stephen Kinnock og Helle Thornings skattesag tager på foredragsturne.

”HOUSE of CARDS - virkelighed eller fiktion?”

Det er titlen på det foredrag, hvor tidligere skatteminister, Troels Lund Poulsen, og hans tidligere særlig rådgiver, Peter Arnfeldt, giver deres personlige version af Stephen Kinnock og Helle Thornings skattesag.

De penge, der måtte komme ind, går til Peter Arnfeldt. Han har været i en situation, hvor han har haft svært ved at få et arbejde. Jeg gør det ikke for at tjene penge, jeg gør det for at fortælle min egen personlige historie
Troels Lund Poulsen, tidligere Skatteminister

De vil i foredraget besvare spørgsmål om, hvordan sagen opstod, hvad sagen drejede sig om og hvilke politiske problemstillinger sagen rejste.

Peter Arnfeldt oplyser til Jyllands-Posten, at de to vil gennemgå sagen ud fra skattekommisionsrapporten og de artikler, der er blevet skrevet om sagen. Så man skal altså ikke regne med at få nye oplysninger serveret til foredraget.

Hvis folk gerne vil have et indblik i, hvad denne her sag går ud på, er I så de rigtige at gå til?

”Jeg vil i hvert fald gøre mig umage med at gengive hovedtrækkene i den, men det er klart, at der jo også kommer en personlig vinkel på, hvordan man selv ser på sagen. For mit vedkommende drejer det sig mest om mediernes ageren. Hvorvidt Troels Lund har et politisk budskab, må være op til ham,” siger Peter Arnfeldt.

Troels Lund Poulsen lægger heller ikke skjul på, at foredraget vil få en personlig vinkling.

”Det her er jo et partsindlæg fra min side. Det handler om, hvordan jeg oplevede sagen, og hvordan jeg ser på sagen. Det kan af naturlige årsager ikke være objektivt,” siger han og fortsætter:

”Hvis man ønsker at booke vores foredrag, så er det for at få en fortælling fra de to personer, som har været udråbt til de største skurke af de danske medier og i den politiske verden. Og det er der, vi tager vores afsæt,” siger han.

Troels Lund Poulsen fortæller, at han ikke får noget økonomisk ud af at stille op, og at det kun er Peter Arnfeldt, der får betaling for opgaven.

”De penge, der måtte komme ind, går til Peter Arnfeldt. Han har været i en situation, hvor han har haft svært ved at få et arbejde. Jeg gør det ikke for at tjene penge, jeg gør det for at fortælle min egen personlige historie,” siger han.

Han afviser, at der er tale om en vennetjeneste.

”Jeg skylder ikke Peter Arnfeldt noget,” siger han.

Titlen med House of Cards. Hvad går den ud på?

”Det er for at fange folks opmærksomhed. Folk har en ide om, at praktisk politik er ligesom House of Cards. Det vil vi da gerne sætte på spidsen og sige, at det er det ikke. Men jeg kan da godt forstå, at formidlingen engang i mellem får folk til at tænke, at det er lidt ligesom i House of Cards. Den debat tager vi også i foredraget,” siger Peter Arnfeldt.

Lars E. Andersen, der er tidligere formand for skattesagskommisionen, ser intet problem i, at de to stiller op til foredrag.

”At de har et behov for at give deres version af hvordan de ser på tingene, det har jeg da fuld forståelse for,” siger han.

Han har ingen kommentarer til, at Peter Arnfeldt kommer til at tjene penge på foredraget.

Plan4u, der står bag foredraget, oplyser, at fem ud af ti foredrag allerede er bookede.