Mad i beskidt cementblander lukker virksomhed
Fødevarestyrelsen lukkede onsdag en virksomhed, der solgte patientmad. Maden blev blandet i en beskidt betonblander.
Virksomheden Nordic Ingredients, der ligger nord for Randers, blev onsdag lukket ned af Fødevarestyrelsen.
Både fødevarevirksomhedens lokaler og udstyr var beskidte og uhygiejniske, og bar præg af ikke at være rengjort jævnligt. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
En betonblander, der blev brugt til at blande en særlig rugbrødsgelé, blev fundet meget uhygiejnisk og med kager af stivnet rugbrødsmasse.
Udover de uhygiejniske omgivelser og produktionsudstyr havde virksomheden heller ikke den lovpligtige registrering hos Fødevarestyrelsen.
Nordic Ingredients laver blandt andet fødevarer til plejehjemsbeboere og sygehuspatienter med synkebesvær. Produkterne er blandt andet gelé rugbrød, gele agurk og nogle pulverblandinger med smag af bøf, bacon og flæskesteg.
Virksomheden er ikke kun blevet lukket. De er også blevet påbudt at underette alle deres kunder og tilbagetrække alle de solgte fødevarer. Nogle af de kunder, som har købt gele- og pulverprodukter af Nordic Ingredients er blandt andet hospitalskøkkenet på OUH/Svendborg Sygehus, Roskilde Madservice og køkkenet på Sygehus Vensyssel.
Fødevarestyrelsen skriver på deres hjemmeside, at de ser med stor alvor på sagen, da de pågældende fødevarer er målrettet til særligt sårbare og udsatte grupper.