Fortsæt til indhold
Indland

2.270 kvm kirke udlejes i det centrale København

Efter den store omgang kirkelukninger sidste år skal Sct. Andreas Kirke have et nyt liv.

Sidste års store runde af kirkerationalisering i Storkøbenhavn endte med lukning af seks kirker. Seks andre kirker var indstillet til lukning, men de blev reddet, mens yderligere to kirker ikke længere skal bruge til kirkelige handlinger.

En af de to, der ikke længere skal fungere som kirke, er nu sat til leje - Sct. Andreas Kirke på Gothersgade 148 i det centrale København.

Lejemålet indebærer, at man får rådighed over 2.270 særprægede kvadratmeter - med kirkerum, kirketårn og det hele.

Kirkens areal på 2.270 kvm kan af en fremtidig lejer anvendes til fx kontor, undervisning, events, børneinstitution, konferencer, auditorium, udstillinger mm.

Der har været "utrolig stor interesse, og det er med meget forskellige formål for øje," fortæller erhvervsmægler John Lindgreen i home Erhverv København, der står for udlejningen.

Men den nye lejer kan ikke bare indrette kirken efter forgodtbefindende, for fortiden skal respekteres, understreger han.

"Det er en meget usædvanlig og spændende sag, hvor vi skal finde løsninger, der respekterer og matcher det, der har været på stedet tidligere, og i hvert fald ikke er i kontrast til det," lyder formuleringen fra John Lindgreen.

Den kommende lejer af Sct. Andreas Kirke får rådighed over 2.270 spektakulære kvadratmeter.

Sct. Andreas Kirke var i første omgang udset til at være blandt 14 kirker, som skulle lukkes og sælges.

Efter omfattende protester fra befolkningen og menighedsråd var det dog kun seks kirker, der blev solgt af Kirkeministeriet. Yderligere to kirker blev taget ud af kirkelige handlinger, men ikke lukket som kirke - og en af dem er Sct. Andreas Kirke.

Lejemålet er som udgangspunkt tidsbegrænset i to-tre år.