Instruktør fra gylden årgang
50 år fredag: Peter Flinth blev foreslået som instruktør til ”1864”.
Peter Flinth er en del af Den Danske Filmskoles måske bedste instruktørårgang nogensinde.
I 1993 udklækkede eliteskolen bl.a. Thomas Vinterberg, Per Fly, Ole Christian Madsen og altså også Peter Flinth.
Den nu 50-årige instruktør har herhjemme stået en smule i skyggen af sine toneangivende kolleger, men det hænger sammen med, at han har lagt en betydelig del af sit arbejdsliv i effektive svenske produktioner, vel at mærke produktioner i meget stor skala.
Peter Flinth stod bag filmatiseringerne af Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn i 2007 og 2008, og han har omformateret Henning Mankells populære ”Wallander” (2005) til tv samt filmatiseret Liza Marklunds bestseller ”Nobels testamente” (2012).
Hans seneste film er ”Beatles”, en norsk produktion baseret på Lars Saabye Christensens roman om det indflydelsesrige orkester fra Liverpool.
Peter Flinth har også delt instruktørrollen med andre. I 2009 instruerede han ”Vilde svaner” i samarbejde med Ghita Nørby.
Et svensk selskab foreslog i øvrigt Flinth som instruktør af DR’s historiske dramaserie ”1864”, da han har erfaring med store filmset. DR valgte imidlertid at satse på Ole Bornedal som ankermand på prestigeprojektet.
Peter Flinth debuterede som instruktør med ”Ørnens øje” tilbage i 1997, og han lavede to episoder af ”Rejseholdet”.
I begyndelsen af sin karriere udmærkede han sig inden for børne- og ungdomsfilm. Han har instrueret ”Olsen Banden junior” samt den kritikerroste og Bjarne Reuter-forfattede ”Fakiren fra Bilbao”.