Brand i hæk kostede statsborgerskabet
Nasim Mashir kom til at sætte ild til sin hæk. Det har nu kostet ham et dansk statsborgerskab.
Efter flere fejlslagne forsøg på at komme ukrudtet mellem fortovsfliserne til livs valgte 62-årige Nasim Mashir efter råd fra sin nabo at prøve med en ukrudtsbrænder. Tidligere havde han forsøgt sig med salt, men naboen anbefalede ham at brænde ukrudtet, da det var effektivt og mest skånsomt for miljøet.
De første par gange gik det fint, men i sommer fik flammerne fat i Nasim Mashirs hæk. Det resulterede i, at brandvæsenet måtte tilkaldes, og politiet var efterfølgende forbi for at optage en rapport.
Nogle dage efter modtog Nasim Mashir en bøde med posten for brud på beredskabsloven. Den betalte han straks, og han troede så, at den sag var ude af verden.
Det var ikke tilfældet.
I 2013 søgte Nasim Mashir om dansk statsborgerskab, og han så frem til at blive en del af det danske samfund. Specielt stemmeretten betød meget for ham, oplyser hans søn Wasim Mashir til Jyllands-Posten.
Vi forklarede, at det var et uheld, og at det på ingen måde var gået udover naboerne. Det eneste der havde lidt skade var vores egen ligusterhæk
Reglerne i Danmark er således, at man som udgangspunkt ikke kan få dansk statsborgerskab, hvis man har modtaget en bøde på 3.000 kroner eller derover. Derfor beder Justitsministeriet Nasim Mashir om at forklare bøden.
Wasim Mashir er søn til Nasir Mashir. Han hjalp sin far med at udforme det brev, som de sendte til Justitsministeriet for at forklare branden i hækken.
"Vi forklarede, at det var et uheld, og at det på ingen måde var gået udover naboerne. Det eneste, der havde lidt skade, var vores egen ligusterhæk," siger han.
Alligevel fik Nasim Mashir afslag på sin ansøgning om dansk statsborgerskab. Begrundelsen var bøden på de 3.000 kroner for hækafbrændingen.
"Min far fik en kæmpe chok. Han er en stolt mand, og han er meget ked af, at man har stemplet ham som kriminel. I Afghanstan var han politichef, så det har ramt ham hårdt," siger Wasim Mashir.
Også Wasims lillesøster på 17 år er blevet berørt af afslaget.
"Da min lillesøster er under 18 år ville hun automatisk være berettiget til dansk statsborgerskab, hvis vores far fik det, så hun er selvfølgelig også ked af sagen," siger han.
Ifølge Politiken er der dog håb om, at sagen bliver genoptaget. Partierne SF, Konservative, Venstre, Enhedslisten og Radikale Venstre er klar til at tage Nasim Mashirs sag op i indfødsretsudvalget og få afgørelsen omgjort.