Asylansøgere skal bo i klasselokaler
På grund af akutte problemer bliver 360 asylansøgere indkvarteret i undervisningslokaler i to jyske kommuner.
Udlændingestyrelsen har fået akutte problemer med at finde indkvartering til de asylansøgere, der ankommer til Danmark. Derfor har man nu bedt beredskabsstyrelsen om hjælp til at finde plads til ansøgerne.
"I en ekstraordinær situation må vi bruge ekstraordinære løsninger, og vi er taknemmelige for, at Beredskabsstyrelsen hurtigt kunne træde til og hjælpe med både indkvartering og forplejning," siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Thomas Mortensen.
Op til 360 asylansøgere vil i slutningen af denne uge og starten af næste blive indkvarteret i Beredskabsstyrelsens undervisningslokaler i Herning og Haderslev.
På fredag vil 200 asylansøgere flytte ind i dele af Beredskabsstyrelsens undervisningslokaler i Herning, mens mellem 130 og 160 ansøgere vil flytte ind i lignende lokaler i Haderslev i starten af næste uge.
Begge steder vil indkvarteringen vare nogle få måneder, og asylansøgerne vil komme til at bo på en blanding af sovesale og senge i klasseværelser.
Vesthimmerland Kommune og Jammerbugt Kommune vil stå for de forskellige servicetilbud til asylansøgerne såsom aktiverings- og undervisningstilbud i henholdsvis Herning og Haderslev, mens Beredskabsstyrelsen vil stå for forplejningen.
Det er Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for at sørge for indkvartering af flygtninge, der kommer til Danmark og søger asyl.
De mange asylansøgere, der især er flygtet fra konflikterne i Syrien og Irak, har fået styrelsen til at indlogere ansøgere på højskoler, efterskoler, campingpladser og lignende i landets kommuner. det er blandt andet sket i samarbejde med Røde Kors, der driver de danske asylcentre.
Siden begyndelsen af juni har Udlændingestyrelsen fundet over 6000 pladser til nød-indkvartering, men der er stadig behov for flere tusinde pladser mere i de kommende måneder.
Inden Karen Hækkerup forlod justitsministeriet oplyste hun onsdag i sidste uge, at antallet af forventede asylansøgere i år var fordoblet. I august var forventningen 10.000 ansøgere i løbet af 2014, i sidste uge blev den hævet til 20.000.