Fortsæt til indhold
Indland

Hvalaktivister i aktion mod danske ambassader

Sea Sheperds vil lægge pres på Danmark for at redde 14 aktivister fra "deportation".

Den internationale miljøorganisation Sea Sheperd har sat gang i en kampagne mod danske ambassader rundt omkring i verden for at lægge pres på de danske myndigheder.

Det sker efter, at 14 medlemmer af organisationen i søndags blev anholdt af politiet på Færøerne med assistance fra bl.a. det danske søværn.

Det skete, fordi de forsøgte at forhindre den traditionelle grindefangst på Færøerne. En mindre fiskeflåde havde drevet en gruppe hvaler ind på lavt vand, hvor de blev slagtet - og det var denne slagtning, som aktivisterne forsøgte at forhindre.

Politiet på Færøerne har sommeren over fået assistance af betjente fra Danmark samt af enheder fra Forsvaret - herunder skibe fra Søværnet. Sea Sheperd har proklameret, at sommeren 2014 skulle være genstand for den hidtil største aktion mod grindedrab, som organisationen anser for at være barbarisk og dyrplageri.

Sea Sheperd har sommeren over været på Færøerne med mange aktivister og adskillige større og mindre både.

Det kom til en mindre konfrontation med politiet søndag, hvor de 14 altså blev anholdt. Torsdag i denne uge proklamerede Sea Sheperd så både på sin Facebook-side og sin hjemmeside, at den påbegynder en kampagne mod danske ambassader i især Europa for at lægge pres på de danske myndigheder.

Organisationen ønsker ikke, at de 14 aktivister skal straffes og skriver bl.a.:

"14 modige Sea Sheperd-frivillige, der forsøgte at redde hvalers liv, endte i håndjern. De står over for sigtelser, bøder og mulig deportation."

Chefpolitiinspektør på Færøerne Peter Thaysen har fredag aften ikke nogen kommentarer til sagen med aktivisterne, af hvem syv skal for retten mandag.

Politiet på Færøerne oplyser dog til Jyllands-Posten, at syv af de 14 anholdte fik et bødeforlæg på 1.000 kr. hver, som de alle nægtede at vedkende sig. De er siden blevet afhørt og skal altså møde i retten på mandag for at få afklaret, om retten vil dømme dem til at betale. Politiet oplyser, at de alle blev løsladt efter aktionen søndag, og det er således uklart, hvad Sea Sheperd mener med, at deres aktivister risikerer deportation.

I aktionen påbegyndt torsdag opfordrer Sea Sheperd alle sine støtter og medlemmer til at skrive til deres lokale danske ambassade. Formålet med dette skal være at "fortælle din lokale ambassade, at Danmark ikke bør støtte denne brutale grindejagt, at Danmark ikke bør støtte en deportering af de mænd og kvinder, der bare prøvede at redde liv, og at Danmark ikke skal tillade Færøerne permanent at tilbageholde Sea Sherperd-fartøjer."

Ved aktionen søndag beslaglagde politiet på Færøerne tre af Sea Sheperds både.

Både på sin hjemmeside og på Facebook viser Sea Sheperd kontaktinformationer på en lang række danske ambassader i Europa. Foreløbigt er opslaget med opfordringen til aktionen mod de danske ambassader på et døgn blevet delt 119 gange og har fået omkring 500 såkaldte "Synes godt om"-tilkendegivelser. Det er uvist, hvor mange der rent faktisk har skrevet til en dansk ambassade.

Der figurerer også kontaktoplysninger på den danske ambassade i USA.

De 14 anholdte er ifølge gruppens leder otte franskmænd, to sydafrikanere, to spaniere, en italiener og en australier. Det er uvist, hvilke syv der har fået bøder på 1.000 kr., som de altså ikke vil vedkende sig. Jagten på grindehvaler har stået på i omkring 1.000 år på Færøerne, og fiskerne hævder, at selve drabet på dyrene går meget hurtigt og foregår smertefrit.