Fortsæt til indhold
Indland

Annonce-provokatør advarer mod atomaffald

Ældre bornholmer har råbt Danmark op før. Nu advarer han i helsidesannonce mod atomaffald på Bornholm.

Først kom svenskerne, så kom tyskerne, derefter russerne, og nu skal Bornholm også plages med 60 års lagre af atomaffald.

Sådan lyder det i en helsideannonce i dag i Ekstra-Bladet, der - noget usædvanligt - er indrykket af en privatmand, den 74-årige Holger Brandt Kofoed.

Den pensionerede fototekniker bor i Allinge, og hans usædvanlige annonce lander to dage inden den officielle åbning af Folkemødet i den lille nordbornholmske by.

For Holger vil have andre end bornholmerne til at diskutere, om det nu er så smart, at en af Danmarks mest elskede ferieøer skal være hjemsted for et atomaffaldsdepot.

Svært at komme ud over rampen

"Budskabet skal ud over rampen. Her på Bornholm har vi den lokale presse, hvor der er en del læserbreve og artikler om emnet, og jeg har også selv deltaget i det. Men det kommer jo ikke ud over øen," siger Holger Brandt Kofoed til Jyllands-Posten.

Han har tidligere haft held til at sparke en lokal debat op på landsniveau med en annonce i et landsdækkende medie.

For et par år siden fik hans kone en blodprop i hjernen, og den efterfølgende rundtur i det offentlige sundhedssystem var rystende, fortæller Holger Brandt Koefoed.

Som konsekvens af sine oplevelser indrykkede han for første gang en helsidesannonce i Ekstra-Bladet.

LINK: Mere om Dansk Dekommissionering

"Jeg er bornholmer, men har boet i Roskilde i 40 år, og på vores gamle dage ville vi gerne flytte til Bornholm. Jeg fik min kone med på det, og vi boede her i 10 år, inden min kone fik en blodprop. Og så oplevede vi de forfærdelige nedskæringer, der har været på det sociale område her på Bornholm. Det beskrev jeg i annoncen, og det blev faktisk nævnt på Folketingets talerstol," fortæller den 74-årige annonce-provokatør.

I annoncen beskriver han, at forløbet med atomaffalds-depoterne har stået på siden 2003, da den daværende Fogh-regering besluttede at det tidligere atomforsøgsområde Risø ved Roskilde skulle være ryddet og rengjort i 2020.

Politikere ved håndvasken

Siden har opfatter situationen så grotesk, at han har valgt at give sin annoncetekst et skær af komik.

"Så overlod de daværende og selvfølgelig kommende regeringer ansvaret for placeringen til eksperterne, så nu kunne og kan politikerne rolig gå hen til håndvasken og vaske deres hænder," skriver atomaffalds-modstanderen i sin annonce.

Han regner ikke selv med at skulle til Folkemødet, fordi han skal tage sig af sin hustru, der sidder i kørestol.

Men protestorganisationen Bornholm mod Atomaffald har store planer om at bruge Folkemødet som afsæt til at konfrontere så mange politikere som muligt med atomdepot-planerne på Bornholm.

Det siger næstformand Kirsten Mortensen til Ekstra-Bladet, og hun oplyser, at organisationen har fået trykt 1.000 T-shirts med dets logo "Nej-til-atomaffald-på-Bornholm."