Hjernekirurg: Cykelhjelme er ubrugelige
Mange cykelhjelme er for spinkle til at beskytte bæreren, mener britisk neurokirurg.
Mange cyklister, der kører med cykelhjelm, spilder både deres tid og frisure.
I 40 år har jeg cyklet rundt i en cowboyhat, så jeg ser tosset ud, og jeg er kun faldet af min cykel en eneste gang.Henry Marsh, hjernekirurg
Sådan lyder beskeden fra den britiske hjernekirurg Henry Marsh fra St. George Hospitalet i London.
Den britiske kirurg fortæller til avisen The Telegraph, at mange af hans patienter er kommet til skade efter at have båret hjelme, der var alt for spinkle til at beskytte dem ordentligt.
Faktisk kan cykelhjelme i nogle tilfælde gøre det farligere for cyklisten at færdes i trafikken, mener Henry Marsh.
Biler holder mindre afstand
Forskning foretaget af Dr. Ian Walker fra Bath University viser således, at bilister i gennemsnit kører små 8 cm tættere på cyklister med hjelm, fordi de ubevist opfatter dem som mere sikre.
På mange måder er en cykelhjelm jo ligesom en sikkerhedssele. De kan ikke forhindre, at ulykken sker, men de kan til gengæld begrænse skaderne, hvis det går galt.Søren Troels Berg, , specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik
Samme studie viser i øvrigt, at hvis cyklisten har langt hår eller paryk på hovedet - og altså ligner en kvinde - holder bilisterne længere afstand, end de gør til mandlige cyklister.
"Jeg cykler meget, og jeg har aldrig hjelm på. I de lande, hvor hjelm er obligatorisk, er der overhovedet ingen reduktion i antallet af cykelskader," siger kirurgen Henry Marsh, der selv foretrækker en helt tredje hovedbeklædning, når han kører på cykel.
"I 40 år har jeg cyklet rundt i en cowboyhat, så jeg ser tosset ud, og jeg er kun faldet af min cykel en eneste gang," siger kirurgen.
Spænd hjelmen, Danmark
Uanset den britiske kirurgs personlige præferencer, anbefaler Rådet For Sikker Trafik, at danske cyklister spænder hjelmen, før de begiver sig ud på to hjul.
Ifølge specialkonsulent Søren Troels Berg er hjelmen nemlig den bedste beskyttelse, hvis uheldet er ude.
"Det er rigtigt, at der er mange forskellige undersøgelser, der viser forskellige ting, men vi vil opfordre de danske cyklister til at huske, at langt de fleste ulykker på cykel er eneulykker eller sker i forbindelse med kryds," siger han.
Kan beskytte - ikke forebygge
I skoven af forskellige undersøgelser og påstande holder Rådet for Sikker Trafik sig til de mest troværdige analyser fra Hollandske SWOV og fra Det Transportøkonomiske Institut i Oslo.
"Her tyder undersøgelserne på, at cykelhjelme reducerer de alvorligste hovedskader med 50 pct. Der er muligvis en svagt øget risiko for nakkeskader, men hensynet til alvorlige hovedskader, som folk ikke kommer sig over, er langt det vigtigste," siger Søren Troels Berg.
Han påpeger imidlertid, at det bedste værn mod ulykker er agtpågivenhed.
"På mange måder er en cykelhjelm jo ligesom en sikkerhedssele. De kan ikke forhindre, at ulykken sker, men de kan til gengæld begrænse skaderne, hvis det går galt."