Ny dansk selvmordsbomber i Irak
For tredje gang på få måneder offentliggjorde den Al Qaeda-tilknyttede terrorgruppe, ISIS, der opererer i Syrien og Irak, at en dansker har begået et selvmordsangreb.
Angrebet skulle have fundet sted mod en irakisk militærkonvoj nær byen Mosul i Irak. Det er den anerkendte amerikanske tænketank Site, der overvåger terroristers bevægelser, der bringer oplysningerne.
Ifølge Site er der tale om en herboende person, der kalder sig Abu Sa'ad al-Denmark. Ifølge ISIS's twitterkonto ankom han fra Danmark med det formål at blive martyr i Allahs navn:
"Allah faciliterede, at han kunne detonere en bil fyldt med sprængstoffer ved en konvoj bestående af Safavid-hæren syd for Mosul. Må Allah acceptere ham blandt martyrerne", hedder det.
Terrorgruppen ISIS oplyser yderligere, at danske Abu Sa'ad al-Denmark er en af i alt seks udenlandske selvmordsbombere, der inden for de seneste dage har slået til i enten Syrien eller Irak.
Tredje dansker i angreb
Tre af dem stemmer fra Saudi-Arabien, en fra Marokko, en fra Frankrig samt Abu Sa'ad al-Denmark.
De præcise tidspunkter for angrebene er ikke blevet offentliggjort.
De seneste måneder har der været oplysninger om, at dansk-pakistaneren Abu Khattab og den etniske dansker Viktor Kristensen fra Aarhus har begået selvmordsattentater for ISIS inde i Irak. ISIS er også kendt som Al Qaeda i Irak og Syrien.
PET vil hverken be- eller afkræfte oplysningerne.