Fortsæt til indhold
Indland

Mæslingeudbrud rammer Danmark

Statens Serum Institut anbefaler, at man straks får MFR-vaccinen, hvis man ikke allerede er vaccineret.

Der er konstateret 12 tilfælde af mæslinger i Danmark i 2014.

Mæslinger kan føre til lunge- eller mellemørebetændelse. I værste tilfælde kan det føre til hjernebetændelse, som man kan dø af.
Peter Henrik Andersen, Afdelingslæge ved Statens Serum Institut.

Det lyder måske ikke umiddelbart af meget, men Statens Serum Institut anbefaler alligevel, at man bliver vaccineret med MFR-vaccinen, hvis ikke man allerede er vaccineret.

På den måde kan vi nemlig undgå et større udbrud af mæslinger, som vi senest så i 2011, hvor 85 personer blev smittet.

Ingen behandling

Afdelingslæge ved Statens Serum Institut Peter Henrik Andersen fortæller til Ekstra Bladet, at antallet af mæslingetilfælde i Danmark muligvis kan stige, fordi ikke tilstrækkeligt mange danskere er vaccineret til at sikre os imod en mindre epidemi.

"Mæslinger er en af de mest smitsomme virus, der findes. Det er ikke kun børn, men også voksne bliver ramt af sygdommen, hvis de ikke er vaccineret. Mæslinger kan føre til lungebetændelse eller mellemørebetændelse. I værste tilfælde kan det føre til hjernebetændelse, som man kan dø af," forklarer Peter Henrik Andersen til avisen.

Når først mæslinger er brudt ud, så er der ikke nogen behandling mod sygdommen. Man kan kun behandle de eventuelle bakterieinfektioner, som sygdommen kan medføre.

Kommer fra Filippinerne

Det nuværende udbrud af mæslinger startede i Region Hovedstaden i februar.

Her vendte tre danskere hjem fra Filippinerne med virus i kroppen, og ifølge Peter Henrik Andersen er der fortsat risiko for, at sygdommen er i omløb.

Omtrent 100.000 danskere over 18 år er endnu ikke vaccineret mod mæslinger, og de er derfor særligt udsatte i tilfælde af en epidemi. Mæslinger var førhen en hyppig børnesygdom i Danmark med tusindevis af årlige tilfælde, men siden MFR-vaccinen blev indført i 1987 er antallet af årlige tilfælde faldet drastisk