Nationalpark på vej efter årelang diskussion
Nationalpark på vej efter årelang diskussion om Nationalpark Skjoldungernes land omkring Roskilde Fjord.
Danmark har nationalparker i Thy, Vadehavet og i Mols Bjerge. Og nu er landets fjerde nationalpark rykket tættere på at blive en realitet.
Efter 10 års vanskeligt forarbejde og langvarige lokale diskussioner har Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner nu afleveret deres forslag til Nationalpark Skjoldungernes land omkring Roskilde Fjord til miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
"Det er ikke hver dag, der lander en ansøgning om en nationalpark på mit bord, så jeg glæder mig meget til at dykke ned i den," siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse fra ministeriet.
Touborg: Dialogen lønnede sig
Det 10 år lange forløb er ifølge formanden for bestyrelsen i Nationalparkprojekt Skjoldungelandet, Lejre-borgmester Mette Touborg (SF), et eksempel på, at det godt kan betale sig at fortsætte en dialog, selvom man er temmelig uenige.
"Der har været en vilje til at bøje enderne sammen, og det her kunne ikke have ladet sig gøre, hvis parterne kun havde varetaget egne interesser," siger Mette Touborg.
Processen med nationalparken har været meget langstrakt og kompliceret, ikke mindst fordi hundreder af lodsejere i de tre berørte kommuner skulle tages i ed.
LINK: Hjemmeside for Skjoldungelandet
Arbejdet blev sat i gang helt tilbage i 2005, da kommunalbestyrelserne i Lejre, Roskilde og Frederikssund satte gang i projektet. Siden fulgte utallige møder og diskussioner, men først i løbet af 2012 og 2013 er der for alvor kommet gang i den lokale opbakning.
Måtte vente på lodsejere
I begyndelsen af 2013 organiserede lodsejerne sig i en forening, og det resulterede i yderligere et års forsinkelse, der gik med forhandlinger om det endelige forslag.
"Hvis man havde prøvet at gå til bookmakerne, da man satte den forsamling sammen i styregruppen, og spurgt hvad man ville give for, at der kunne skabes enighed, ville man have fået sine penge godt tilbage," siger byrådsmedlem i Lejre Flemming Jensen, som er formand for styregruppen.
Han fortæller, at den udbredte modstand blandt de mange lodsejere vendte, da styregruppen indvilgede i at anbefale, at ministeren vælger den kommende formand for bestyrelsen blandt lodsejerne.
Kritisk landboforening er stadig med
"Desuden har vores forslag været gennem mange øvelser og mange indrømmelser, hvor vi er mødtes omkring de formuleringer, der er i forslaget. Det har fået lodsejerne til at stå på, og det hjælper jo gevaldigt, når politikerne i forligskredsen skal godkende projektet," siger Flemming Jensen.
Kun en enkelt lodsejergruppe, landboforeningen Gefion, har valgt ikke at støtte forslaget, men Gefion har alligevel valgt at forblive i arbejdet med parken.
Frygter ikke turist-invasion
Nationalparken forventes at tiltrække en del turister, men ingen i området forventer horder af smækfyldte turistbusser drøne rundt i Skjoldungelandet. Lejres borgmester peger på, at nationalparken lige så meget er et tilbud til områdets egne borgere.
"Der kommer da flere turister til området, men nationalparken er lige så meget et tilbud til borgere og ikke mindst skoleelever. For mig handler det lige så meget om at give en god indføring i områdets kulturelle og historiske baggrund, og det er det helt rigtige for en kommune at satse på formidling af kulturhistorie. Det er der et enormt potentiale i, og i vores kommune er den danske kulturhistorie jo til at få øje på. Vi har jo både bopladsen i Lejre og Vikingeskibsmuseet i Roskilde, og jeg ved godt, at vikingerne ikke rigtig har noget med Skjoldunge-sagaen at gøre, men det, at Roskilde Fjord er med, betyder meget," siger Mette Touborg.
Flemming Jensen tror, at Skjoldunge-området vil komme til at opleve "en organisk udvikling" af turismen.
"Efterhånden som området bliver brandet, vil tilstrømningen komme, men det bliver over tid. Og det er nok også det sundeste, når man tænker på den lokale bekymring om turistbusser i hobetal og folk der tramper rundt i området," siger Flemming Jensen.
Offentlig høring på vej
Forligskredsen bag nationalparkerne gav i oktober sidste år sin principielle ja til projektet, og nu skal Naturstyrelsen udarbejde en bekendtgørelse, der skal i offentlig høring i 16 uger.
"Vi arbejder nu derudad og håber at kunne sende projektet til offentlig høring til sommer. Det forudsætter naturligvis forligskredsens opbakning og opbakning fra de lokale kræfter, men meget tyder jo på, at der er stor lokal opbakning derude," siger kontorchef Kåre Sverre Jakobsen, Naturstyrelsen.
Bestyrelsesformand Mette Touborg siger, at hun "ikke kan se nogen grund til, at nationalparken ikke kan indvies i løbet af 2014," og formanden for styregruppen, Flemming Jensen, mener, at åbningen vil være "sidst i 2014, i begyndelsen af 2015."