Sigtet i halvandet år – nu vil Peter Arnfeldt renses
Skattesag: Troels Lund Poulsens tidligere spindoktor, Peter Arnfeldt, er rasende over, at han fortsat er sigtet for at have lækket Stephen Kinnocks fortrolige skatteafgørelse.
Torsdag den 6. september 2012 troppede to betjente i civil op på Peter Arnfeldts bopæl i København.
Varskoet et par timer i forvejen havde han haft tid til at vænne sig lidt til tanken om, at han nu blev sigtet.
Dels for at have lækket Stephen Kinnocks famøse skatteafgørelse fra september 2010 til BT, dels for at have forsøgt at lække den til Ekstra Bladet.