Fortsæt til indhold
Indland

Danskerne vilde med populær vejr-app

En uge med sne og is har sat skub i danskernes download af Vejdirektoratets app med vejmeldinger.

Efter en blød start, der har afspejlet det milde vinter, er interessen for Vejdirektoratets app med vej- og trafikmeldinger, Vintertrafik.dk, på det nærmeste eksploderet.

"App'en blev lagt ud i begyndelsen af oktober, men den har ikke været brugt så meget, fordi det har været en mild vinter. Først i januar har vi set, at der er et behov for den," siger projektleder Sine Dyreborg fra Vejdirektoratet.

56.000 downloads

Til og med onsdag havde 56.000 danskere hentet app'en ned til deres smart phone.

App'en hedder "Vintertrafik" og giver bilisterne informationer om vejenes tilstand og vejret, inden de starter deres bil.

Man kan se, hvornår vejene senest er saltet, og man kan vurdere, om man skal køre hjemmefra tidligere, fordi der er risiko for glat føre.

Flere tjenester på vej

Hidtil har man kunnet hente informationerne på Vejdirektoratets hjemmeside, der ifølge direktoratet egne oplysninger kan have op til 200.000 besøgende på et døgn med snestorm.

I forvejen har Vejdirektoratet flere mobiltelefon-tjenester, og det er tanken, at antallet af tjenester skal øges i den kommende tid.

På mobil.trafikken.dk kan man se aktuelle trafikmeldinger på sin smartphone, og app'en Trafikken.dk læser Vejdirektoratets trafikmeldinger højt, mens man kører, så man kan holde øjnene på vejen. App'en viser også på et kort, hvor man er, og hvilke trafikmeldinger, der er i området.

Endelig driver Vejdirektoratet også app'en Trekanten, hvor man kan få et overblik over trafiksituationen i Trekantområdet.

Landsdækkende app på vej

"Vi har en ny app for Nordjylland på vej, og den kommer i februar. Samtidig arbejder vi på en landsdækkende app, som skal rumme alle trafikmeldinger i hele Danmark - og samtidig erstatte app'en Trafikken.dk," oplyser Sine Dyreborg.

App'en er iøvrigt ikke til brug under kørslen, men lavet til brug, inden man går ud til bilen, understreger Sine Dyreborg.

Den nye er den gratis og kan hentes i App Store eller Google Play.

LINK: Mere om Vejdirektoratets mobil-tjenester