Thybo: "Jeg er skrevet op til en fast læge"
4600 thyboer vil fra mandag høre til Falck-drevne lægehuse.
Fra mandag vil omkring 4600 thyboer ikke længere have deres faste familielæge.
Hvis man kommer til at fejle noget, frygter jeg, at man kommer til at møde en ny læge hver gangSøren Denker, , patient og tømrermester
I Hanstholm er praktiserende læge Flemming Rasmussen gået på pension efter 28 år, mens Poul Hvass Hansen og Knud Hjuler Kristensen går på pension efter at have drevet praksis 36 år i Koldby.
Det har ikke været muligt at finde læger, som ville overtage de to praksisser, og derfor åbner Region Nordjylland - som er forpligtet til at tilbyde borgerne lægehjælp - to såkaldt regionsklinikker, som vil blive betjent af Falck Healthcare. Det er første gang, at Falck Healthcare skal drive lægehus i Danmark.
Bekymring
Tømrermester Søren Denker er bekymret over den udvikling. Han flyttede fra Nordsjælland til Thy i 1973, i dag bor han i Elsted i Thy og har haft lægerne Hvass og Hjuler i Koldby siden 1985.
"Vi er usikre på, hvad det er for nogle læger, vi nu kommer til at møde. Måske er det læger fra større byer, som er blevet pålagt at tage ud i sådanne områder i kortere eller længere perioder som vikarer. Jeg bruger ikke lægen ret meget, men hvis man kommer til at fejle noget, frygter jeg, at man kommer til at møde en ny læge hver gang," siger Søren Denker.
Søren Denker og hans hustru har ikke fået et frit lægevalg. Med posten kom et nyt sygesikringsbevis, som dokumenterer, at deres nye lægehus ligger i Hurup i Sydthy.
"Der er ikke nogle læger i Thisted Kommune, som er åbne for tilgang. Men vi vil gerne have en læge inde i Thisted. Derfor prøver vi at finde en fast læge. Man kan blive skrevet op, så man kan blive tilknyttet der, hvis der opstår en åbning," fortæller Søren Denker.
Gevinst i vandkanten
Han finder affolkningen fra "vandkantsdanmark" bekymrende. Men han forstår ikke, at lægerne ikke ser en fidus i at flytte til yderområderne.
Patienterne vil ikke altid snakke med den samme læge, men alternativet var, at der slet ingen læge varUlla Astman (S), , formand for regionsrådet i Region Nordjylland og formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg
"I storbyerne er en praksis og omkostningerne garanteret høje. Ude på landet er omkostningerne mindre, mens honoraret er det samme," funderer han.
Søren Denkers tidligere læge gennem tre årtier, Poul Hvass Hansen, forstår godt bekymringen for at møde mange nye læger.
Alternativet er ingen læger
Men Ulla Astman (S), formand for regionsrådet i Region Nordjylland og formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, mener ikke, patienterne har grund til at bekymre sig.
"Mange danskere er vant til større lægeklinikker, hvor man ikke altid møder den samme læge. Men vi har betinget os i aftalen med Falck Healthcare, at det skal være den samme gruppe af læger, som er tilknyttet klinikkerne," siger Ulla Astmann.
"Patienterne vil ikke altid snakke med den samme læge, men alternativet er, at der slet ingen læge var. Jeg mener, at det er fuldt ud på højde med, hvad de er vant til."
Falck Healthcare forklarer, at der foreløbigt er ansat seks læger til at gøre det ud for tre læger i de to nye regionsklinikker i Thy.