Fortsæt til indhold
Indland

"Stilfærdig dræber" slagtede fire får

Naturstyrelsen er i tvivl: Var det en ulv eller en trænet jagthund, der på få dage dræbte fire får i Sønderjylland?

Fåreavler Åse Svendsen fik sig noget af et chok, da hun forrige søndag gik ud til sin fåreflok i Sønderjylland.

Tre af hendes fuldvoksne får lå dræbt, og der var gnavet af dem. Men det var først, da hun dagen efter fandt endnu et dræbt får, at hun tænkte ordet "ulv".

Alarmklokkerne ringede

"Alle alarmklokker gik i gang, da jeg så det fjerde dræbte får. Det virkede som om, at dyret havde taget fårene på sengen, for vi fandt dem dér, hvor de plejer at sove. En ad gangen, og så stilfærdigt," siger Åse Svendsen, der har sit fårehold og gårdbutik i Gånsager nordøst for Skærbæk.

Hun hælder til, at fårene enten er blevet dræbt af en ulv, der er vant til at færdes blandt fårene, eller af en en trænet jagthund.

Det virkede som om, at dyret havde taget fårene på sengen, for vi fandt dem dér hvor de plejer at sove. En ad gangen, og så stilfærdigt
Åse Svendsen, fåreavler

"Det der taler imod, at det er en ulv, er at mine andre får overhovedet ikke er stressede. Men hvis det er en ulv, der har gået her længe, så vænner dyrene sig til dem," forklarer Åse Svendsen.

Eksperter: Formentlig en hund

Hun har avlet får siden midten af 90'erne, og bestanden er i dag oppe på 450 moderfår og et tilsvarende antal lam. Men hun har "aldrig set noget lignende", siger hun til Jyllands-Posten.

Naturstyrelsens lokale vildtkonsulent, Svend Hansen, blev tilkaldt for at se på de dræbte dyr, og han hælder til, at gerningsmanden er en hund.

Men samtidig tør han ikke afvise, at der kan være tale om en ulv. Derfor har han indsendt dna-prøver til SCE, Nationalt Center for Ernæring og Miljø, på Aarhus Universitet, for at få klarhed.

Bidemærker er ikke typisk ulv

Vildtkonsulenten bygger sin hunde-teori på de erfaringer, der blev gjort under svenske specialisters obduktion tidligere på året af en gruppe får, der blev dræbt på Randbøl Hede i foråret. Her var Svend Hansen med, og han siger, at der er tydelig forskel på de dræbte dyr.

"De dræbte får fra Randbøl Hede var taget på en helt anden måde. De havde fået et meget kraftigt bid i nakken, og de havde meget dybe sår og tydelige mærker efter hjørnetænder. I Sønderjylland var der tale om et ikke nær så kraftigt bid, nærmere en slags kvælning," forklarer Svend Hansen.

Ifølge de svenske specialister dræber en ulv typisk på denne måde, mens en jagthund, der er vant til at aflive anskudt råvildt, går i struben på dyrene og holder dem fast, indtil de dør.

Flere lokalobservationer

På Åse Andersens egn har de dræbte får atter sat gang i lokalbefolkningens observationer af ulve.

En buschauffør, som kører for en lokal friskole, observerede i torsdags en ulv på en vej ca. 8-9 km fra Åse Andersens fårehold.

"Det er nok noget med, at når sådan noget kommer op, så ser man ekstra godt efter. Men hende her har forstand på hunde og skulle nok kunne se forskel," siger Åse Andersen.