Fortsæt til indhold
Indland

Krag får hug: Forhuden tilhører barnet

Forening mod børneomskæring skuffet over, at sundhedsministeren ikke griber ind mod indgreb mod børn.

"Vi kan i dag sørge over alle de børn, der stadig tvinges til at stille deres kønsorganer til rådighed, mens de voksne skændes."

Sådan lyder protesten fra Intact Denmark – Forening mod børneomskæring i en kommentar til sundhedsminister Astrid Krags (SF) beslutning om ikke at gribe ind mod rituelle omskæringer af drengebørn.

Sundhedsstyrelsen anslår, at der gennemføres mellem 1.000 og 2.000 rituelle omskæringer om året i Danmark. Og i et længe ventet notat meddelte styrelsen i går, at der ikke er vægtige sundhedsfaglige grunde til at forbyde omskæring - blot det gennemføres korrekt og af kompetente læger, meddeler styrelsen.

"Beskæmmende" mangel på forbud

Omskæringer bør stoppes omgående, alene grundet den videnskabelige usikkerhed beskrevet i Sundhedsstyrelsens eget, mangelfulde notat
Leo Milgrom, næstformand i Intact Denmark - Forening mod børneomskæring

Sex & Samfund, Børnerådet og Lægeforeningen har flere gange kritiseret ikke-medicinsk begrundet omskæring af drenge, og Intact Denmark finder det "beskæmmende", at der ikke kommer et forbud.

"Vi har med vores dyrebareste, nemlig børnene, at gøre. Selv uden alle de vægtige etiske kendsgerninger, uden allerede mangfoldigt beskrevne rettighedsmæssige, sexologiske og psykologiske konsekvenser, bør et videnskabeligt forsigtighedsprincip som minimum gælde: Omskæringer bør stoppes omgående, alene grundet den videnskabelige usikkerhed beskrevet i Sundhedsstyrelsens eget, mangelfulde notat," udtaler næstformand Leo Milgrom i en pressemeddelelse.

Omskæring er amputation

Foreningen betegner omskæringen af drengebørn som "en lemlæstende, religiøst betinget amputation, der fjerner raskt væv fra deres raske krop."

Omskæringen kan ifølge foreningens research og erfaringer skabe store problemer for børnene og nævner tre:

  • Man fratager barnet retten til at bestemme over sin egen krop - og overlader det til mor og far.
  • Man diskriminerer drenge i forhold til piger - pigeomskæring er ”frygteligt”, drengeomskæring er ”helt fint”, selvom indgrebene er sammenlignelige.
  • Det skaber uoverskuelige seksuelle og psykologiske konsekvenser, siger Intact Denmark og henviser til "et væld af studier og bøger, overset eller forbigået af Sundhedsstyrelsen, der beskriver disse aspekter."

Minister vil følge sagen tæt

Sundhedsminister Astrid Krag vil i stedet for et forbud iværksætte en række initiativer omkring drengeomskæring. Blandt andet skal det reguleres, hvor omskæringerne foretages.

Og det skal gøres nemmere at følge med i, om omskårne drenge får helbredsmæssige problemer senere i livet på grund af indgrebet. Krag vil blandt andet kræve, at drengebørn ældre end to måneder, bliver omskåret på klinikker, der er registreret i Sundhedsstyrelsen.

Desuden foreslår sundhedsministeren, at der indføres indberetningspligt for de praktiserende læger.