Fortsæt til indhold
Indland

Sådan bygges Danmarks næste motorvej

Arbejdet med 40 km motorvej mellem Holstebro og Herning er i gang. Men først i 2015 kommer gravemaskinerne.

Arbejdet med Danmarks næste motorvej er en langstrakt affære.

Selvom Vejdirektoratet i denne måned har taget hul på at anlægge motorvejen mellem Holstebro og Herning, varer det omkring to år, inden man får de første gravemaskiner at se.

Forinden skal der gennemføres geotekniske undersøgelser, opmålinger i marken og arkæologiske undersøgelser, linjeføringen skal besigtiges, og der skal gennemføres ekspropriationer.

Første deadline i 2017

Sådan skal motorvejen mellem Holstebro og Herning forløbe.

Lige nu er Vejdirektoratet i gang med at sammensætte projektholdet, der skal stå for det store anlægsarbejde i de kommende fem år.

Tidsplanen er stram, for allerede i 2017 skal den del af motorvejen, der fører til det nye storsygehus i Gødstrup vest for Herning, stå færdigt.

"Denne gang har vi lige det ekstra krydderi, at vores vej også er adgangen til et sygehus, som skal bruges af hele Midt- og Vestjylland. Det betyder for os, at vi har et stort fokus på tidsplanerne," siger Søren Andersen, projektchef i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Linjeføring første opgave

De helt centrale opgaver i de kommende to år, inden gravemaskinerne starter op, er at få endeligt fastlagt, hvor motorvejen skal ligge.

Mange borgere i nærheden af linjeføringsområdet er spændte på, hvordan den præcise linjeføring bliver i forhold til deres grund og ejendom.

Det bliver dog først afklaret, efter at anlægsloven bliver endeligt vedtaget af Folketinget i efteråret 2013. Derefter går arbejdet med linjebesigtigelsen i gang, og frem til årsskiftet 2014/2015 skal der gennemføres ekspropriationer, oplyser Vejdirektoratet.

Borgerne orienteres i juni

Den 27. juni inviterer direktoratet til informationsmøde i lokalområdet, hvor vejprojektet i brede træk bliver præsenteret. Her bliver der også orienteret om det, som mange borgere formentlig vil være mest interesseret i, ekspropriationsprocessen.

Projektchefen erkender, at en del spørgsmål første kan besvares, når den endelig linjeføring er blevet fastlagt i anlægsloven.

"Vi er helt med på, hvad der optager borgerne i området, nemlig om motorvejen kommer til at gå i deres baghave. Det kan vi desværre ikke sige mere præcist endnu, men lige så snart vi kan, så inddrager vi alle berørte borgere i processen," siger Søren Andersen.