Fortsæt til indhold
Indland

Bondo: Et grotesk forløb

Anders Bondo og Michael Ziegler tager imod regeringsindgrebet med blandede følelser.

Regeringen vil torsdag gribe ind i konflikten mellem KL og Danmarks Lærerforening, og dermed gøre en ende på den snart fire uger lange lockout af Lærerforeningens medlemmer.

Jeg håber bare ikke, vi bliver præsenteret for KL's model, hvor lærerne skal til at registrere deres arbejdstid helt ned i detaljer. Det vil blive en voldsom forringelse af skolen.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening

"Det positive er, at lockouten stopper, men det er grotesk, at man har tilladt, at den stod på i en måned. Vi mener aldrig, at lockouten skulle have været iværksat, men nu har regeringen bremset den. Vi er så spændte på, hvad indgrebet indeholder. Jeg håber, at regeringen har valgt at lytte til nogen af de mange eksperter, der har ytret sig i debatten," siger Anders Bondo Christensen til Jyllands-Posten.

Det forventes, at regeringen som en del af indgrebet vil fjerne lærernes arbejdstidsaftale, men Anders Bondo Christensen advarer om de konsekvenser, der vil følge med en sådan løsning.

"Vi skal jo have en arbejdstidsaftale, så man skal jo have noget andet i stedet for A08-aftalen. Jeg håber bare ikke, vi bliver præsenteret for KL's model, hvor lærerne skal til at registrere deres arbejdstid helt ned i detaljer. Det vil blive en voldsom forringelse af skolen," siger han.

Lærerne ændrer strategi

Ifølge Anders Bondo Christensen har Lærerforeningen længe haft en plan klar for, hvordan man vil forholde sig til dag ét efter lockouten. Den plan bliver nu bragt i spil.

"Vi vil hurtigst muligt have lærerne til at samle op ude på skolerne, og der håber jeg, at det enestående sammenhold, vi har opbygget under konflikten, vil hjælpe os på vej. Jeg tror bare ikke, at arbejdsgiveren er klar over, hvad den her konflikt kommer til at betyde for lærerne, for skolen og for børnene," siger Anders Bondo Christensen.

Konsekvenserne vil også række frem til de næste overenskomstforhandlinger, hvor lærerne vil angribe forhandlingerne med KL på en anderledes måde, end man har gjort i år.

"Det er helt sikkert, at vi vil ændre strategi til næste forhandlingsrunde. Vi er nødt til at sikre, at vi kan komme i reelle forhandlinger næste gang, og vi er nødt til at sikre os, at regeringen og KL ikke laver aftalt spil bag vores ryg, inden forhandlingerne går i gang."

Ziegler: Blandede følelser

Også KL's chefforhandler, Michael Ziegler, tager imod nyheden om indgrebet med ambivalente følelser:

Det er klart, at der så ligger en udfordring ude på skolerne, men gælder i virkeligheden om at klæde skolelærerne godt på til opgaven, for det er lokalt man skal genvinde energien og samarbejdet.
Michael Ziegler, chefforhandler for KL

"Det er med blandede følelser, jeg tager imod nyheden, for jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke ville have t regeringsindgreb. Men jeg forstår godt, at samfundet mistede tålmodigheden med os, for der var ikke udsigt til, at der ville blive fundet en løsning ud fra de meldinger, jeg hørte fra Anders Bondo," siger Michael Ziegler til Jyllands-Posten.

Michael Ziegler forudser, at der nu ligger en udfordring i at genetablere samarbejdet mellem kommuner og lærere, såvel som mellem lærere og skoleledere på de lokale skoler.

"Vi kender ikke indgrebets indhold, men vi håber da, at regeringen vælger at give skolelederne mere frie hænder til at lede skolerne. Det er klart, at der så ligger en udfordring ude på skolerne, men gælder i virkeligheden om at klæde skolelærerne godt på til opgaven, for det er lokalt man skal genvinde energien og samarbejdet," siger Michael Ziegler.

Alle er professionelle

Kommunernes chefforhandler forventer ikke, at det hårde forløb vil få konsekvenser for fremtidens overenskomstforhandlinger mellem KL og Danmarks Lærerforening.

"Vi skal igennem en healingsproces nu, men der er god tid til at sunde sig inden næste forhandlingsrunde. Vi er alle professionelle, så jeg tror ikke, at det på den måde vil få betydning for næste gang vi skal forhandle," siger Michael Ziegler.

Han erkender imidlertid, at konfliktforløbet kan få betydning for den store opgave, der venter folkeskolen i form af folkeskolereformen.

"Man kan ikke afvise, at det får betydning for, hvor vilde lærerne er for at gå ind på de idéer, der er i reformen. Heldigvis er der et år til, at reformen kommer, så man har tid til at sunde sig og finde sine ben igen. Jeg tror det vigtigste er, at folkeskolen nu får ro til at komme i gang igen."