PET: Aldrig før er så mange fra Danmark draget i hellig krig
I gennemsnit rejser to danskere ifølge PET hver uge til Syrien for at gå i hellig krig. Den yngste er blot 16 år.
Mindst 45 herboende unge mænd er i det seneste halve år rejst i hellig krig i Syrien – fire af dem er blevet dræbt.
Det får nu Politiets Efterretningstjeneste, PET, til i stærke vendinger at advare de unge mod at drage i krig. Samtidig appellerer efterretningstjenesten til, at familiemedlemmer, moskeer og andre tæt på de unge griber ind.
»Det her ligner slet ikke noget, vi har set før. Det er meget voldsomt. Derfor er der brug for en meget markant samfundsmæssig indsats, som ikke kun kommer fra os,« siger chefen for PET, Jakob Scharf.
Uden fortilfælde
Tempoet i udrejsen af danskere til Syrien er uden fortilfælde. To personer rejser hver uge, og de kommer især fra radikale miljøer i Aarhus og København. Den yngste, der er rejst i kamp i Syrien, er ifølge PET’s oplysninger blot 16 år. Meget af rekrutteringen foregår via sociale medier som Facebook.
»Der kan gå ganske kort tid – ofte få dage – fra beslutningen om at tage af sted er truffet, til de unge er i Syrien. Her får de meget lidt og lemfældig træning, inden de kommer i kamp,« siger Jakob Scharf.
Den korte tidshorisont betyder også, at PET har meget svært ved at standse trafikken, fordi tjenesten ganske enkelt ikke kan nå at få den unge i tale, inden han tager af sted.
Øget terrortrussel
PET vurderer samtidig, at rejsetrafikken øger terrortruslen mod Danmark, når krigerne vender hjem.
Men derudover er det lige så vigtigt for PET, at de unge forstår, at de udsætter sig selv og deres nærmeste for risikoen for, at de dør, bliver invalideret eller bliver traumatiseret med psykiske og sociale problemer til følge. Derfor vil PET-chefen nu aktivere bl.a. SSP-samarbejdet og det lokale politi for at få fat i de unge, inden de drager af sted.
Terrorforskeren Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm afleverer på onsdag en rapport om vestlige krigere i Syrien.
»Det er et ganske stort problem, og det overstiger alt andet, man har set tidligere. I de vestlige efterretningstjenester taler alle i øjeblikket om Syrien. Radikaliseringen og voldspotentialet er meget stort,« siger han.