Naturstyrelsen afviser ulvekritik
Ulveekspert har efterlyst klare retningslinjer i forbindelse med ulvens tilbagekomst.
Mandag kritiserede Seniorforsker hos Naturhistorisk Museum, Thomas Secher Jensen, Naturstyrelsen for ikke at melde noget ud om, hvordan danskerne skal forholde sig til, at ulven er tilbage i Danmark.
Men Ole Markussen, kontorchef i Naturstyrelsen, mener ikke, der er meget at være i tvivl om. Ulven er ifølge EU's habitatdirektiv et fredet dyr, som ikke må skydes.
"Rammerne er på plads forstået på den måde, at ulven ikke er omfattet af jagt og desuden fredet. Og derfor kan man ikke skyde en ulv," siger Ole Markussen.
Møde i marts
Rammerne er på plads, forstået på den måde, at ulven ikke er omfattet af jagt og desuden fredet. Og derfor kan man ikke skyde en ulv.Ole Markussen, Kontorchef i Naturstyrelsen
Naturstyrelsen mødes i marts med Vildtforvaltningsrådet, der er en samling af centrale naturorganisationer, som agerer rådgivende i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning.
På mødet vil det blandt andet blive drøftet, om der skal tages særlige foranstaltninger i forbindelse med ulvens tilbagekomst til Jylland.
Aarhus Universitet har udarbejdet en redegørelse om ulvens tilbagekomst, som vil danne grundlag for de beslutninger, der eventuelt vil blive truffet på mødet.
"Vi holder naturligvis øje med udviklingen, og hvis der på nogen måde kan være tvivl om, hvorvidt ulven er fredet eller ej, skal vi selvfølgelig have det med i vores overvejelser," siger Ole Markussen.
Får kan ikke erstattes
Seniorforsker Thomas Secher Jensen vurderer, at det blot er et spørgsmål om tid, før ulven vil rage uklar med den midtjyske lokalbefolkning.
Han forudser, at ulven på et tidspunkt vil angribe et får eller en hund, og seniorforskeren mener i den forbindelse, at Naturstyrelsen bør melde ud, hvad der i så fald sker.
Også på dette område mener Ole Markussen imidlertid, at reglerne allerede er på plads
"Vildtet er sit eget, og der eksisterer ikke en speciel erstatningsordning i Danmark for skader, der er forårsaget af vildt. Det gælder som udgangspunkt også for ulven," siger Ole Markussen.