Forbrydelse og straf
Lad os kvitte den evige angst for, at hver af vores sætninger bliver mistolket og angrebet, ellers risikerer vi, at ingen vil åbne munden, før de får pacemaker og gangbesvær, skriver Nina Kavtaradze som en reaktion på tidens moraliserende meningskontrol.
For nogen tid siden så jeg i fjernsynet hos "Clement Direkte" en samtale med Poul Schlüter, hvor man for første gang kunne opleve ham afslappet, åben, intelligent og vittig, med andre ord én, der ikke har noget at miste og endelig kan være sig selv.
Hvor er det dog trist, at politikere presses af hinanden og af os, befolkningen, til en situation, hvor de er nødt til at camouflere sig den største del af deres liv til noget, som de ikke er. Kommer der en tid, hvor de får lov til ikke at kede os med deres på forhånd kendte svar, men viser sig selv fra mere menneskelige, åbne, nuancerede og farverige sider uden straks at blive angrebet? Og hvad er der galt med et par vittige bemærkninger? Det ligger jo til dansk kultur at være humoristisk.
Tænk på alle festligheder, hvor folk sidder på spring for at få mulighed for at tale til forsamlingen, og hvor de først og fremmest vil vise deres humoristiske sans.
Ikke sjældent oplever man, at de, der skal hyldes, bliver udsat for skrappe, til tider giftige omtaler, som ikke desto mindre fremkalder hjertelige grin hos alle tilhørere. Noget andet når det gælder politikere. Dem tillader man ikke at være vittige, heller ikke at være ærlige, selv om vi kræver ærlighed af dem. Men så snart de viser tegn på ærlighed, angriber man dem. Resultatet kender vi alt for godt - samtale om ingenting. Selv Dansk Folkeparti, som netop adskilte sig fra andre, fordi de kunne gentage deres budskaber flere gange uden at rødme, begyndte at trække i land og skubbe skylden for deres udtalelser over på andre.
Interview-ritualet
Interviews med politikere forløber oftest efter en bestemt skabelon: En god journalist prøver med sine spørgsmål at sætte en fælde op for politikeren, en god politiker opdager den og manøvrerer sig uden om ved brug af sit talent for at tale smukt, og alt afsluttes med triumferende eller tilfredse ansigter fra begge sider.
Ritualet går, som det skal, og der er ro i kongeriget. Men prøver politikere først at give et ikke-standardsvar, kommer hele landet i kog. Så er der nemlig noget, man kan tale om og kritisere. Oppositionen deltager i angrebet for at vælte regeringen, journalisten for at sælge avisen, og befolkningen, som ellers er kendt for sin venlighed, lægger så megen lidenskab i angrebet, at alt vokser til noget så stort, at det overhovedet ikke kan måles med den bagatel, som startede lavinen, og snart er vi vidne til en ren hetz. En lille morsomhed eller en lidt forkert handling bliver til en forbrydelse og straffes vedvarende, indtil offeret bryder sammen.
Til sidst associeres kendte mennesker kun med de episoder eller fraser. Tænker man på Poul Schlüter, kommer der først: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.« Ritt Bjerregaard? Ophold på et dyrt hotel i Paris. Det burde ikke genere andre end socialdemokrater, at en minister, som ikke er et ordinært menneske, men én der er udvalgt blandt fem mio., ikke overnatter på et missionshotel og spiser ved en pølsevogn, men bor samme sted, som ministre fra andre lande.
Prisen for en spøg
Jytte Hilden kobles til sin frase: »Med sport har jeg det som med porno. Det er sjovt at være med til, men det er kedeligt at se på.«
En massiv omtale i forbindelse med det resulterede i, at min svigerfader adskillige år senere hørte en fotograf sige om hende: »Den liderlige kælling!« Det var prisen for hendes spøg. Bedre blev det ikke med historien om en anden politikers udtalelse om hjemsendelse af somaliere med faldskærme.
Et forsøg på at være morsom var lige ved at gå helt galt, selv om det stod klart for enhver, at man ikke skulle tage den frase bogstaveligt (så mange faldskærme har Danmark heller ikke).
At man oven i købet kan blive tiltalt på grund af vittige formuleringer, er helt grotesk og viser kun, at der er noget galt med paragrafferne, som burde tages op til revision. Det er ikke formuleringen, der skulle betyde noget, men selve budskabet! Til gengæld er det rart med et klart budskab.
Den evige angst for ikke at være pæn nok får folk til at pakke indholdet ind på en måde, så det forsvinder helt eller bliver til ren idioti.
Forleden dag kom jeg ind i en forretning, hvor en kvinde gik ud af prøverummet for at aflevere kjolen: »Hvordan gik det?« spurgte ekspeditricen. »Det gik rigtig godt!« svarede kvinden begejstret. »Jeg kan bare ikke passe den!«
Pudsigt nok, landet, som kaldes for kristent, har ikke det vigtigste bud på plads - at tilgive andre. Og endnu mere besynderligt er det, at man lettere tilgiver store politiske fejltagelser end de ligegyldige episoder, og det er ikke kun politikere, det gælder.
Historien om Leth
Tag for eksempel historien med Jørgen Leth. Jeg vil på ingen måde forsvare ham, da han klart misbrugte sin position, hvor han havde magt over andre mennesker, og fratagelse af posten som honorær konsul er absolut på sin plads. Men skulle man virkelig gå til yderlighed og smide ham ud som sportsjournalist?
Jeg ved ikke, hvor god eller dårlig han er i den rolle. Forhåbentlig lidt bedre end generalkonsul i Caraibien. Personlig er jeg meget ked af, at man på Eurosport ikke længere har mulighed for at opleve engelske kommentatorer. De er nemlig fulde af glæde, energi og begejstring for andres præstationer. Nu er der kun danske, som ofte er så sure, halvsøvnige, spydige og tilmed urimelige i deres mangel på objektivitet, at hele glæden for sport bliver spoleret. Men det har nu ikke noget med historien at gøre. Hvis baggrunden for fyringen af Jørgen Leth kun er de oplysninger, som han selv leverede i sin bog, så er det et slag, som er lavere end under bæltestedet. Man bliver ikke mere moralsk, fordi man skjuler sine mørke kroge.
Vi lever i en lidt farlig periode, hvor man risikerer at miste det, som vi alle sammen stræber mest efter - vores frihed. Opfordringer til at angive hinanden, kontrol over befolkningens telefonsamtaler, e-mail og post i antiterrorkampens hellige navn kan hurtigt udvikle sig til noget, som man voldsomt kritiserer i forbindelse med andre lande.
Lad os give hinanden mulighed for at være os selv, for at være ærlige, nuancerede, intelligente og vittige, da et menneske uden humoristisk sans kun er et halvt menneske.
Lad os kvitte den evige angst for, at hver af vores sætninger bliver mistolket og angrebet, ellers risikerer vi, at der til sidst ingen er tilbage, som vil åbne munden, før de får pacemaker og gangbesvær.