Fortsæt til indhold
Indland

Gullestrup: Voldtægtsmand får sin straf i dag

En 17-årig dreng med somalisk baggrund risikerer udvisning for en voldtægt af en 10-årig pige.

Det er godt ni måneder siden, at to små piger en lørdag aften efter mørkets frembrud blev tvunget med ind i et skovstykke i Gullestrup-bebyggelsen ved Herning, og i dag får en 17-årig dreng sin dom for at have voldtaget den ene, en blot 10-årig pige.

Før sommerferien blev han ved Retten i Herning fundet skyldig i voldtægten. Selve strafudmålingen blev udsat, fordi forsvareren ønskede en fornyet udtalelse fra Retslægerådet om, hvilken type straf drengen er egnet til. Statsadvokaten, der fører sagen, fik imidlertid for nogle uger siden landsrettens ord for, at man skulle holde fast i Retslægerådets første vurdering.

Det helt store spørgsmål er, om dommeren vælger at udvise drengen, der har somalisk baggrund. Sådan lyder kravet fra statsadvokaten, der også ønsker et livslangt indrejseforbud.

Et lovløst område

Omvendt mener forsvarer Jeppe L. Jepsen, at man ikke kan udvise hans klient, fordi han stammer fra et lovløst område i nærheden af hovedstaden Mogadishu, hvor han risikerer forfølgelse.

Umiddelbart før voldtægten var den dengang 16-årige dreng på en såkaldt genopdragelsesrejse i Somalia i flere måneder. Han har i retten forklaret, at »alt var islamistisk« i morens lejlighed i Gullestrup, og at voldtægten var en pludselig indskydelse og et råb om hjælp, som skulle få kommunen til at fjerne ham fra hjemmet.

Lynchstemning

Sagen har vakt stor opsigt. I dagene efter voldtægten forlød det, at bevæbnede lokale i en lynchstemning forsøgte at finde gerningsmanden før politiet. Så vidt kom det dog aldrig. Fingeraftryk og dna-spor pegede på den dengang 16-årige dreng, der efter en uge blev anholdt og varetægtsfængslet.

I november 2011 gennemførte foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) en demonstration i Gullestrup. Den blev mødt af en moddemonstration, som advarede mod at slå plat på sagen og skære alle udlændinge over én kam.