Fortsæt til indhold
Indland

Nygifte kunne lige nå toget hjem

Taiwan-par sagde ja til hinanden på et dansk rådhus.

Meng-Han Ho er iført en rosa brudekjole og en kæmpe rejsetaske.

Hun har sammen med sin kommende mand Chieh-Ming Hsieh taget turen fra Tyskland til København for at blive gift. De bor og studerer i Tyskland men mødte hinanden i Taiwan, hvor de begge er fra og har statsborgerskab.

”Vi har kendt hinanden i 10 år nu. Vi vil gerne gifte os, så vi kan begynde at leve resten af vores liv sammen. Men det er kompliceret at blive gift i Tyskland, når vi ikke er tyske statsborgere. Det er nemmere i København,” siger Meng-Han Ho til Jyllands-Posten.

Kommunal vielsesdag

I Danmark kan alle EU-statsborgere og turister med visum nemlig indgå ægteskab, hvis de dokumenterer, at de ikke allerede er gift. Det er nemmere end i mange andre lande. Og det har fået udenlandske par til at strømme til København.

Onsdag er kommunal vielsesdag i København.

"You can kiss the bride."
Gitte Hedebroe, giftefoged

Tolv par venter på deres 15. minutters bryllupssession i det lille fortættede rum af kærlighed, som støder op til den store bryllupssal på Københavns Rådhus. De to kommunale vidner roder i en kasse med stempler, og finder det, hvor der står Gitte Hedebroe, dagens giftefoged.

Kort bryllupsfejring

Meng-Han Ho og Chieh-Ming Hsieh har presset på for at få lov til at blive viet først, for de skal nå et tog tilbage til Tyskland. Det er derfor, de har de store rejsetasker med.

Par fra Taiwan venter på at blive gift.

"Det er heldigvis en køn togtur hjem, og vi har nået at fejre det lidt. I går spiste vi dansk middag i Nyhavn, og i nat sov vi på Sleep In Heaven, det er et Hostel. Så vi har fejret brylluppet." siger Chieh-Ming Hsieh minutter inden, at de som dagens første par træder ind i det lille siderum for at blive gift.

Tre af Meng-Han Hos veninder fra Tyskland er med til vielsen. De kæmper ihærdigt for at redde deres mascara fra at blive skyllet væk, i det øjeblik giftefogeden på et lidt rustent engelsk siger "you can kiss the bride."

Toget tilbage

Gommen omfavner Meng-Han Ho og kigger diskret på sit armbåndsur.

De kan godt nå det. Toget tilbage til Tyskland.

Efter ceremonien binder Meng-Han Ho tre hvide bånd i brudebuketten. Kun et af dem sidder godt fast. Hver af de tre veninder skal trække i et bånd. Den hvis bånd fører til buketten bliver gift næste gang. Det siger traditionen.

Vinderen

Veninden, der får buketten, smiler fra øre til øre og laver sejrstegn med hånden. Hun er også fra Taiwan, men bor i Tyskland. Hendes kæreste er spansk, så det er meget muligt, at hun kommer tilbage til København igen, denne gang for selv at blive gift, siger hun.

Meng-Han Ho og Chieh-Ming Hsieh er dog allerede faldet for København.

”Det er en romantisk by. Det har været en god oplevelse. Jeg tror, vi kommer tilbage igen, det er som om, det er vores by nu”, siger hun inden brudefølget trækker deres trolleyer efter sig og går mod Københavns Hovedbanegård.

Det første rigtige ægteskab

Giftefoged Gitte Hedebroe stikker med jævne mellemrum hovedet ud i Bryllupssalen og hiver et nyt par ind i giftekammeret.

En halv time og to vielser senere, er det blevet tid til dagens andet udenlandske par.

De er synligt nervøse. Den kommende gom Nick Jennison er fra Storbritannien. Han tripper lidt på stedet og ruller med skuldrene. Han har aldrig været gift før. Den kommende brud Debóra, insisterer allerede før vielsen på at blive kaldt Jennison. Hun er fra Californien og knap så nervøs. Det er hendes andet ægteskab. Men det første rigtige, siger hun.

For besværligt

"Det var for besværligt at blive gift i Storbritannien. Så skulle vi have ventet seks-ni måneder på et visum til Debóra , og det ville have kostet os mange penge. Så længe vil vi ikke være adskilt, siger Nick Jennison.

Det er derfor, at parret besluttede sig for at tage til København og blive gift.

”Vi hørte et rygte om, at det var nemt at blive gift i København, så vi gik ind på Købehavns Kommunes hjemmeside og kiggede, og der stod det hele på engelsk,” siger brudgommen.

Savner venner og familie

Parret har kun kendt hinanden i syv måneder. De mødte hinanden i en facebookgruppe for folk, der interesserer sig for vegetarmad, men det viste sig hurtigt, at de havde mere end spisevaner tilfælles.

Og selvom de glæder sig til at udforske København, så er de kede af, at deres venner og familie ikke kan være med til at fejre dem i Danmark.

”Efter vielsen skal vi have en god frokost, et par drinks og nyde hinanden. Fredag klokken 05.00 flyver vi sammen til England. Så holder vi en fest for familie og venner. Vi er bare glade for, at vi nu kan bo sammen,” siger Nick Jennison.