Fortsæt til indhold
Indland

Imamer vil hjælpe Vollsmose

Efter den formodede gruppevoldtægt af en 13-årig pige i Odense opfordrer imamer - muslimske religiøse overhoveder - nu kommunen og politiet til at inddrage dem i bekæmpelsen af kriminaliteten i bydelen Vollsmose, skriver Politiken.

To imamer, der bor i Vollsmose, somaliske Abdalla Mohamed Mohamud og syriske Mohamad Al-Khaled Samha, der også er formand for Islamisk Forbund for Fyn og Jylland, opfordrer myndighederne til at inddrage dem selv og andre ressourcestærke indvandrere mere direkte i kampen mod kriminalitet.

- Selvom vi ikke er ansvarlige for den voldtægt, fire unge nok har begået, vil vi gerne sige undskyld til det danske samfund. Vi vil meget gerne være med til at løse problemerne i Vollsmose, og jeg tror, at vi kan fjerne det meste af kriminaliteten over nogle år, siger Mohamad Samha.

De to imamer vurderer, at myndighederne og Vollsmose kommer meget længere, hvis det er folk med muslimsk baggrund, der forsøger at få de kriminelle og de svage familier på ret køl. Og de mener, at der skal sættes massivt ind over for de unge i skolen, så de oplever succes og ledes på rette vej.

Forslaget mødes med kyshånd fra det såkaldte Vollsmose-sekretariat, der er nedsat af Odense Kommune.

/ritzau/