Fortsæt til indhold
Indland

Tove Ditlevsen-have overlever

Restaurant Klubben på Enghavevej på Vesterbro fik for et par uger siden besked fra kommunen om at lukke deres gårdhave i løbet af tre måneder, fordi der skulle bygges fritidshjem. Nu overlever haven alligevel, og fritidshjemmet laves et andet sted.

Af ALLY LARSEN

Velkommen i Tove Ditlevsens Mindehave, siger et stort grønt træskilt på det sorte træstakit uden for en af storbyens små oaser. Haven hører til den 150 år gamle restaurant og bæverding Klubben i starten af Enghavevej, som var forfatteren Tove Ditlevsens stamværtshus, og som igennem alle årene har haft samme navn.

Tove Ditlevsen voksede op på Vesterbro og boede i Hedebygade i et nu nedrevet hus et par gader længere nede mod Enghave Plads. Det har hun skrevet bogen "Barndommens Gade" om.

Tove Ditlevsen var et meget følsomt menneske. I sit voksenliv var hun narkoman og psykisk ustabil og var ofte indlagt på psykiatriske afdelinger på Sankt Hans og Rigshospitalet. I 1976 begik hun selvmord efter et hårdt liv.

Alt er dansk

Den lille mindehave ligger mellem to boligkarreer. Der er kulørte lamper, 15 træer og små borde med plasticstole omkring oven på ral-underlaget, og der er åbent, når vejret er godt. Inde under et af træerne er Tove Ditlevsens mindeplade lavet og sat op af den tidligere ejer Børge Svensson. Et lille springvand stråler foran, og om aftenen er der lys på pladen. Vandet havner i et lille blåt nøgleformet bassin med to små gangbroer over. Et par lilla iris'er står ranke og pynter i to små højbede. I et andet står liljer med knopper klar til at springe ud, hvis solen titter frem.

Alt er dansk som i gamle dage. Menuen består af hjerter i flødesovs, stegt flæsk med persillesovs og fiskefilet'er med remoulade. Tuborg og Carlsberg leverer øllet, og der er askebægre på alle borde.

Forhenværende overborgmester Egon Weidekamp indviede mindehaven i 1983, men haven er aldrig blevet officielt anerkendt som mindehave. Og det er der heller ingen planer om ifølge Peter Rasmussen, som er administrerende direktør i uddannelses- og ungdomsforvaltningen på Københavns Rådhus.

Fritidshjem på pladsen

Samme dag, som Egon Weidekamp blev begravet (3. maj, red.), sendte embedsmænd på Københavns Rådhus et anbefalet brev med en opsigelse af lejemålet til Klubbens ejere. Den 15. august skulle haven være ryddet for træer, borde og bænke, fordi der skulle bygges fritidshjem.

Men ejere og gæster protesterede voldsomt. Embedsmændene havde ikke hørt politikerne, før opsigelsen blev sendt ud, og et enigt uddannelses- og ungdomsudvalg har netop besluttet at lade stedet bestå.

»Det er et sted, som folk gerne vil værne om og som er forbundet med kultur og tradition. Det er der ingen grund til at nedlægge, når fritidshjemmet kan ligge andre steder. Vi kan både bevare et kært sted og lave fritidshjem,« siger uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard (El)

Daniella og Per Krog har ejet Klubben i næsten syv år. De ændrede hurtigt stedet fra værtshus til spisested og er lettede over udfaldet.

»Vi er en stor familie her. Man skal ikke have slips på for at komme til mig. Man skal bare være sig selv for at komme og spise god dansk mad og høre Gustav Winckler her hos os,« siger en smilende Daniella Krog, som elsker alt dansk, selv om hun kommer fra Israel.

Også de lokale er tilfredse.

»Jeg er glad for, at haven får lov at blive. Vi er mange lokale, som kommer her en gang imellem. Det er hyggeligt,« siger 62 årige Frits Jacobsen.

Enghave Plads Skole får i stedet fritidshjem enten i en eksisterende bygning i Valdemarsgade 6 eller bliver bygget i Dannebrogsgade 49 eller 31.

Per Bregengaard er overbevist om, at Tove Ditlevsen ville være glad for denne løsning.

»Jeg tror, hendes hjerte stod både børnene og de mennesker nær, som gerne vil have en øl, og som gerne vil have haven. Og som fritidshjem er det ikke et pragtfuldt sted lige ud til en befærdet gade.« ally.larsen@jp.dk