Steddatter tvunget til sex med hest
Børnene i den såkaldte Brønderslev-sag har været udsat for en vanvittig og grotesk mishandling.
De ni tvangsfjernede børn, der indtil for et år siden boede på en faldefærdig gård i Serritslev ved Brønderslev, har været udsat for en mishandling, der vil gå over i retshistorien, fremgår det af anklageskrift, som politiet i dag, har færdiggjort.
Børnene har været udsat for både vanrøgt, vold, seksuelle overgreb og tvang af den groveste art, loven opererer med.
Den 41-årige far og stedfar og den 38-årige mor og stedmor tiltales for vanrøgt, fordi de har ladet børnene bo i et hus uden vand og uden tilstrækkelig opvarmning. Børnene har opholdt sig i rum, hvor det flød med menneskelig afføring, og de har fået sårdannelser forskellige steder på kroppen, fordi de ikke er blevet vasket ordentligt,
Kogende tomatsuppe
Børnene er blevet mishandlet, sparket med sikkerhedssko, slået med knytnæver, og faren har hældt kogende tomatsuppe ned i halsen på et otteårigt barn. Faren skar tillige en af drengene i en finger med en kniv, så fingeren skulle sys.
Men værst er det gået ud over det ældste barn, en pige, der i dag er 21 år.
Pigens stedfar og mor er tiltalt for at have tvunget hende til at spise hesteeskrementer og for at slikke hundelort i sig samt for at have tvunget hende til at skovle sne uden sko, så hun fik koldbrand i et ben.
Forfærdelige prygl
Pigen er desuden blevet slået med et baseballbat, med træpæle og jernstænger, og faren har tvunget nogle af de andre børn til at tisse på hende.
Faren er desuden tiltalt for at have voldtaget steddatteren og for at have beordret en bekendt af familien til at voldtage hende, noget den bekendte dog nægtede at gøre.
Endvidere er faren tiltalt for under trusler at have tvunget nogle af de andre børn til at sørge for, at den ældste af pigerne skulle lade sig bedække af en hest. Det skete i fire tilfælde, hvor hesten indførte eller forsøgte at indføre sit lem i pigens kønsdele.
Voldtægt
Faren forsøgte også at tvinge pigen til at give en lillebror oralsex, men det blev ikke til noget.
Endelig er faren sigtet for at have voldtaget en af de øvrige døtre. Det er ifølge anklageskriftet sket flere gange, begyndende da pigen var 14 år gammel.
Tiltalen om vanrøgt er så usædvanlig, at der i de seneste 60 år kun eksisterer fem fortilfælde, oplyser vicestatsadvokat Michael Møller Hansen fra Statsadvokaten for Nord- og Østjylland.
Forvaring på ubestemt tid
Anklagemyndigheden kræver, at faren dømmes til forvaring, det vil sige en tidsubestemt straf.
Moren kræves dømt efter paragraffer, hvor den maksimale strafferamme er otte år.
Retssagen ventes at begynde i april eller maj.