Fortsæt til indhold
Indland

Nej, det er ikke en albino

Jakob Trolle måtte tage et voldsomt tag i sig selv, da denne sjældne hvide kronhjort pludselig stod helt fri kun et halvt hundrede meter væk.

På strømpefødder havde han sneget sig på skudhold, men da det virkelig gjaldt, rystede han så meget over hele kroppen, at det var uforsvarligt at skyde.

»Jeg sagde til mig selv, at nu holder du. Du får aldrig sådan en chance igen,« fortæller Jakob Trolle, og så kom der ro på, kuglen gik lige gennem hjertet, og hjorten faldt død om 20 meter længere væk.

Skudt ved Østbirk i Østjylland

Hjorten blev skudt søndag på Jakob Trolles egen ejendom i Gandrup ved Østbirk i Østjylland. I år er første gang har han set krondyr på sine 20 tønder land, men der er faste bestande i nærheden omkring Yding Skovhøj og Klovborg.

Selv om hjorten, en ulige 14-ender, er helt lys, er det næppe en albino, for øjnene er ikke røde, som de skal være ved en albino.

Men måske har den gener i sig, der stammer fra Jægersborg Dyrehave. Der findes nemlig hvide varianter af de ellers normalt rødbrune krondyr. De stammer helt tilbage fra 1736, da den danske konge fik foræret 12 hvide krondyr fra fyrst August af Saksen, fortæller skovfoged Torben Christiansen fra Jægersborg Dyrehave.

Særligt fine hjorte

»Vi har gennem tiden solgt flere krondyr til dyrehaver i Jylland, og der sker da, at nogen bryder ud fra indhegningerne. Jeg gætter på, den skudte hjort er beslægtet med en af dem,« siger Torben Christiansen.

De hvide hjorte blev anset for særligt fine, fordi de blev forbundet med sagnet om Hubertus, der så en hvid hjort med et lysende kors mellem stængerne og tog det som et tegn fra Gud.