Privatskoler billigere end folkeskoler
Mange steder i landet er det billigere at sætte dit barn i en privatskole frem for en folkeskole.
I en række kommuner er forældrebetalingen i den kommunale skolefritidsordning (SFO) de seneste år steget så meget, at den overstiger prisen for en plads på en lokal privatskole inkl. privatskolens SFO.
SFO-prisen er steget mere end prisudviklingen de seneste år, og flere kommuner kræver i dag næsten 2.000 kr. om måneden for en SFO-plads, mens man i samme lokalområde kan få plads på en privatskoler et par hundrede kroner billigere - inkl. SFO.
I modsætning til vuggestuer og børnehaver, er der ingen grænse for, hvor meget en kommune må kræve i forældrebetaling for en SFO-plads.
Loft over prisen
Prisudviklingen får BUPL, forældreorganisationen Skole & Samfund og Socialdemokratiet til at foreslå et loft over prisen på en kommunal SFO.
»Vi ser, at mange forældre søger over i friskoler og privatskoler. En af årsagerne er givetvis, at det er billigt,« siger Socialdemokratiets Rene Skau Bjørnsson.
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) er dog ikke indstillet på, at etablere et loft over SFO-prisen.