Fortsæt til indhold
Indland

De største millionkup i Danmark

Kuppet i Brøndby 10. august skriver sig direkte ind i historien som danmarkshistoriens næststørste kup. Se listen over de største kup her.

Ritzau

1. april 2008

Med et udbytte på 62 millioner kroner er kuppet 1. april i år mod pengehåndteringsvirksomheden Loomis i Glostrup danmarkshistoriens største kup.

Det var en nøje planlagt aktion, da en gruppe maskerede mænd slog til i de tidlige morgentimer.

Røverne slog hul i virksomhedens mur med en teleskoplæsser. Via hullet kom de ind i rummet med pengekassetter, som de fyldte over i to, måske tre Audi stationcar.

De omkring 10 ansatte befandt sig i et lokale over rummet med penge. Under flugten spredte røverne partisansøm på vejen. Kuppet er ikke opklaret.

10. august 2008

Dansk Værdihåndtering i Brøndby bliver i minutterne efter kl. 04.30 om morgenen 60 millioner kroner fattigere.

Røveriet ligner Loomis-kuppet på flere måder. Fire-fem maskerede røvere fik adgang til værdicentralen ved at bryde en gummiged gennem muren fra nabovirksomheden Milton.

Bevæbnede med automatvåben og i skudsikre veste lastede de lynhurtigt byttet i tre mørke stationcar og forsvandt for næsen af politiet.

På flugtvejen placerede røverne 10 brændende skraldebiler og spredte partisansøm.

November 2000

En pengetransport blev plyndret i Glostrup, da flere mænd stak af med omkring 41 millioner kroner.

Bilen fra S & P Security Services havde indsamlet de mange kontanter i Coops butikker og var på vej til pengeinstitutter, da den ene chauffør truede sin kollega til at stoppe.

Herefter dukkede chaufførens medsammensvorne op og læssede pengesække, der tilsammen vejede 140 kilo, over i en anden bil.

27. december 2007

Ved et kup slap maskerede mænd væk med 26,7 millioner kroner fra et tyveri mod Danske Banks fordelingscentral i Brabrand.

November 1988

Blekingegade-bandens røveri mod postkontoret i Købmagergade i København gav et udbytte på 13 millioner kroner. Røverne dræbte under flugten en ung politibetjent.

2005

I 2005 brød tyve ind i en pengetransport, der holdt ved Dagli'Brugsen i Tilst ved Århus. De slap af sted med 11 millioner kroner.

Marts 2000

En postbil blev plyndret i Hillerød med ni millioner kroner af de samme mænd, som stod bag kæmpekuppet mod pengetransporten i Glostrup.

Øvrige kup

De øvrige større kup, rangeret efter udbyttets størrelse, er:

To bankbetjente blev overfaldet i marts 1983 i Lyngby, hvor røverne slap væk med 8,3 millioner kroner.

I april 1993 brugte gerningsmændene ved Bilka i Tilst en pistol, da de fik 7,5 millioner kroner fra en pengetransport.

I 1991 stjal en 25-årig mand en værdiforsendelse i Københavns Lufthavn. Forsendelsen indeholdt valuta for 5,7 millioner kroner. Tidligere havde samme gerningsmand stjålet en anden forsendelse med valuta for 2,7 millioner kroner.

En transport fra Post Danmark blev lænset for 5,5 millioner kroner i december 1998 ved Københavns Lufthavn.

30. november 2007 lykkedes det gerningsmænd at lænse en pengetransport i Hvalsø for mere end fem millioner kroner.

Fem millioner kroner blev udbyttet, da tre mænd i september 1997 angreb en pengetransport på Østerbrogade i København.

I januar 1996 blev en anden pengetransport ligeledes på Østerbrogade i København overfaldet, og her var udbyttet 4,9 millioner kroner.