Bandidos: Næstved for lille til to bordeller
Mafiametoder, afpresning, brandstiftelse. Det var langt fra artige sager, der kom frem i retten torsdag, da en 35-årig mand sad anklaget for pengeafpresning mod en bordelmutter.
Det skriver Sjællandske.
Den 35-årige mand er prøvemedlem i rockergruppen Bandidos. Han er også kasserer, og titlen tager han tilsyneladende meget bogstaveligt. Bordelmutteren skulle betale ham 5.000 kroner om måneden i beskyttelsespenge. Hvis ikke, ville han ødelægge hendes hus. Den 43-årige kvinde gik til sin udlejer for at få stoppet afpresningen.
Han ringede tilbage senere efter et møde med Bandidos. Efter at have fået tæv var han på vej til skadestuen - slaget mod rockerne var tabt. Hun var nødt til at betale.
Kvinden åbnede i efteråret 2007 bordel på Næstved Landevej i Vester Egesborg. Der gik kun tre uger, før hun havde wannabe-rockeren i telefonen. Ifølge kvinden sagde han: "Der kan kun være ét bordel i 4700."
Han sigter til Stjernepigernes bordel på Præstøvej i Næstved. Også her kommer den 35-årige ofte. Ifølge ham selv for at se pigerne an - ligesom han tit besøgte Bunnypigerne i Vester Egesborg »bare for at kigge på dem«.
Ifølge bordelejeren kom han udelukkende for at kradse penge ind. Bordelmutter havde svært ved at betale beskyttelsespengene. Hun blev ikke direkte truet, men følte, at hun var udsat for frivillig tvang, skriver Sjællandske.