Fortsæt til indhold
Indland

PET raser over Frederiks eks-livvagt

Politiets Efterretningstjeneste (PET) retter en skarp kritik mod en af kronprins Frederiks tidligere livvagter, der er på vej med en bog om sit arbejde ved hoffet, skriver B.T. lørdag.

Kilde: B.T.

Ifølge forlaget Aschehoug vil kronprinsens tidligere »skygge,« Jesper Lundorf, levere en »insiderberetning om arbejdet som livvagt for kronprins Frederik.«

Chefen for PET, politimester Jakob Scharf, er ikke begejstret for udgivelsen af »I Majestætens tjeneste.« »Man må nogle gange undre sig over, hvad folk dog gør for penge, men jeg kan konstatere, at en tidligere medarbejder i PET, der senest var tilknyttet vores it-service, åbenbart har til hensigt at udgive en bog om PETs beskyttelse af den kongelige familie,« siger Jakob Scharf.

Efter planen skal Jesper Lundorfs bog, som han har skrevet i samarbejde med Ivan Rod, udgives 22. oktober. Men bogudgivelsen kan skade PETs arbejde, mener Jakob Scharf.

»For at PET kan beskytte de personer, der har behov for beskyttelse, er det helt afgørende, at der kan være tillid til, at PETs livvagter ikke offentliggør oplysninger, der tilhører privatlivet. Det gælder både under og efter ansættelsen i PET. Når en tidligere medarbejder bryder med disse retningslinjer, skader det PETs muligheder for at yde en effektiv personbeskyttelse. Og det siger vel også en hel del om den pågældendes kvaliteter som livvagt,« siger Jakob Scharf til B.T.

Vil blive studeret

I PETs øverste ledelse vil bogen blive studeret nøje, når den udkommer.

»Hvis bogen udgives, vil vi fra PETs side gennemgå den meget nøje, og indeholder den oplysninger, som forfatteren ikke er berettiget til at videregive, vil vi træffe de fornødne foranstaltninger,« siger Jakob Scharf.

Jesper Lundorf, der som bodyguard fulgte kronprinsen i syv år, afviser over for B.T. at kommentere Jakob Scharf og PETs holdning til bogen.

På forlaget Aschehoug tager direktør Erik Barfoed PETs reaktion med sindsro.

»Jeg kan ikke forestille mig, der kommer til at stå noget i den bog, som giver PET anledning til bekymring. Der er en dialog med PET, som vi regner med at fortsætte netop af samme grund. Alle taler om en bog, som ingen har set, før den udkommer. Vi har ikke noget imod at tale med PET om bogen, før den udkommer,« siger Erik Barfoed til B.T.