Sikkerchat-konsulent for retten i dag
Chatkonsulent har levet under jorden, siden han på tv blev afsløret i forsøg på at lokke unge piger til pornooptagelser, samtidig med at han i sit job advarede mod farerne ved at chatte på nettet. I dag skal han for retten.
Sikker chat-konsulenten fra det daværende Ringkjøbing Amt blev landskendt, da TV2 programmet Operation X i september 2006 ved hjælp af optagelser fra skjult kamera afslørede, hvordan han lokkede unge piger med modeldrømme til sex- og porno-optagelser. Kort tid efter blev han anholdt af Midt- og vestjyllands politi, som også havde set udsendelsen, men han blev løsladt efter få ugers varetægtsfængsling.
I dag skal den forhenværende sikkerchat konsulent så møde ved retten i Herning, hvor han står tiltalt for at have udbredt i alt ni emails med fire utugtige billeder og syv utugtige filmklip af personer under 18 år.
Desuden er han tiltalt for underslæb ved at have solgt film og fotoudstyr for omkring 12.000 kroner fra Amtscentret, hvor han var ansat.
Lever skjult
Manden har stort set levet skjult siden efteråret, og Anklagemyndigheden ved ikke, hvor han opholder sig. Al kontakt foregår derfor gennem hans advokat, oplyser DR Midt og Vest.
Anklager Karin Jølner forventer dog, at den tidligere sikkerchat konsulent møder op ved retten i Herning i dag for at få sat punktum i sagen, der føres som en domsmandssag.
Hun forventer, at der falder dom senere i dag.
Søger stadig kontakt til piger
Den tidligere sikker-chatkonsulent forsøger i øvrigt stadig at få kontakt med unge piger mellem 13-19 år via internettet, fordi han " gerne vil advare mod den stigende fare vedr. brug af internettet."
Han tilføjer herefter, at han ligeledes er fritidsfotograf med mange kontakter i modelverdenen, og at "Dette betyder, at jeg uden problemer kan føre dig ind i en verden af prestige, penge og respekt i modelverdenen"
Ifølge anklager Karin Jønler er der intet ulovligt heri.