Fortsæt til indhold
Indland

Franske biler dumper i svensk undersøgelse

Franske biler har flest fejl, mener svenske bilister, der giver japanske biler som Toyota Yaris topkarakter.

Af KURT HEDEVANG

Det er den svenske bilistorganisation Motormännens Riksförbund, der har bedt sine medlemmer vurdere de nye biler.

12.154 privatbilister deltog i undersøgelsen, og deres dom var klar: Toyoto Yaris og Toyota RAV4 ligger helt i top efterfulgt af Mazda 6, Nissan Micra og Toyota Corolla. Biler som Opel Astra og Volvo S80 klarer sig også godt, mens Renault Mégane ligger i bund.

Saab 9-5 hører også til i den bedre ende, mens Saab 9-3 skuffer sine svenske ejere. Også BMW's nye 5-model har fået uventet mange anmærkninger.

"Generelt bliver bilerne bedre og bedre, og fejlene bliver færre. Men samtidig oplever vi, at fejlene skifter karakter. Tidligere var der ofte problemer med bremser og koblinger, mens det nu er bilernes elektronik, der giver problemerne," siger Terje Eklund, der er teknisk chef hos Motormännens Riksförbund.

Foreningen har undersøgt de 35 mest solgte biler fra oktober 2003 til marts 2004.

Renault Mégane får flest anmærkninger af alle med 116 større eller mindre fejl per 100 biler. Fejlene er bl.a. larm fra bremser og problemer med elektronikken i airbags og abs-bremser. Peugeot 307-ejere klager over mislyde fra bilens plasticmaterialer, motorfejl og fejl ved den el-opvarmede bagrude.

Ejerne af de japanske biler melder, at der ofte kan være mislyde fra interiøret, men til gengæld er der meget sjældent tale om mekaniske fejl.

kurt.hedevang@jp.dk