Jan Trøjborg vil være borgmester i Horsens
Folketingsmedlem Jan Trøjborg (S) vil være borgmester i Horsens. Hvis han bliver valgt, forlader han Folketinget.
Den tidligere minister på en række poster vil forlade landspolitik til fordel for borgmesterkæden i sin fødeby og den nye storkommune, hvis han bliver valgt til efteråret efter at være indstillet på et partimøde den 12. maj.
Socialdemokratiet tillader ikke dobbeltmandater, men Trøjborg vil ikke sige, om han fortsætter i Folketinget, hvis han mod forventning ikke bliver valgt til borgmester i byen, som har været socialdemokratisk styret i 85 år.
Trøjborg støtter Helle Thorning-Schmidt som S-formand. Grunden til hans udmelding nu er, at den lokale partiforening krævede et svar nu, siger han.
/ritzau/