EL-folketingsmedlem støtter aktivister
Det 26-årige medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, er parat til at tage et moralsk medansvar for overfaldet på Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller.
Hun vil ikke beklage, at overfaldsmændene kom ind på Christiansborg som hendes gæster. Hun afviser dog, at hun kendte til aktionen på forhånd, og oplyser, at hun ikke var til stede, da gerningsmændene blev lukket ind på Christiansborg.
»Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel. Men jeg ville da gerne have vidst, hvad de ville,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har tidligere selv udført aktioner i Folketinget - før hun blev valgt. Hun har kastet høns ned i Folketingssalen.
»Det kunne ligeså godt have været mig selv, som havde kastet malingen. Men i dag har jeg jo andre kanaler til indflydelse. Jeg kan tale fra Folketingets talerstol. Men store dele af den danske befolkning har ikke den mulighed, og derfor er aktioner som denne her forventelig.«
Hun erkender, at beslutningen om at sende Danmark i krig er truffet på et demokratisk grundlag.
»Men det er aldrig i orden at gå i krig. Sådan er det. Punktum. Og det er uanset, om man har 90 mandater.«
Vil du sige undskyld til Fogh?
»Nu skal man få proportionerne på plads. Fogh tager beslutning om at bombe civile i Irak. Det kan ikke sammenlignes med, at Fogh får maling i hovedet som symbol. Hvis han vil undskylde over for de mange irakere, der skal dø, vil jeg gerne undskylde, fordi hans jakke er ødelagt.«
Partifællen Line Barfod udsendte i går en pressemeddelelse, hvori hun tog afstand fra overfaldene.
»Jeg tager afstand fra oversprøjtningen af statsministeren. Jeg er imod enhver form for angreb på andre menneskers personlige integritet eller lignende form for intimidering.«